menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Invitation til mord af Agatha Christie. - , 1951 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Hvem er morderen?/puslespilskrimi, Lillebyen/Engelsk miljø

Denne bog foregår i: England

I Agatha Christies velkendte landsbymiljø møder man det sædvanlige udsnit af præstefruer, haveelskende pebermøer, pensionerede officerer - og Miss Marple.


bogomslag
Omslag af:
Ukendt
Visse småbyer har en temmelig høj mordprocent, St. Mary’s Mead er en af dem. Det kan åbenbart være temmelig farligt at have Miss Marple blandt sine indbyggere. Denne gang har Agatha Christie dog valgt en anden landsby, Chipping Cleghorn, der ligner St. Mary’s Mead til forveksling.
En dag sker der noget temmelig bizart og foruroligende i Chipping Cleghorn: en annonce i den lokale ugeavis meddeler, at et mord vil finde sted samme aften kl. 18.30 hos Miss Blacklock, en respektabel ældre dame, der bor sammen med en barndomsveninde og lejer ud til to unge slægtninge og en krigsenke. Husholdningen fuldendes af en meget temperamentsfuld mellemeuropæisk flygtning, der udfylder rollen som kokke-og stuepige. En hel række meget Agatha Christie-agtige typer dukker helt "tilfældigt" op hos Miss Blacklock lige før det angivne tidspunkt: en oberst der har været udstationeret i Indien og derfor kommanderende kan underholde om alt muligt, hans frue kaldet "Killing", en enke og hendes forfattersøn, to frøkner af ubestemmelig alder, der bor sammen, samt præstefruen hvis mand elsker kriminalromaner.
Aftenen har ganske rigtig en dødelig udgang for en af aktørerne, politiet tilkaldes og forsøger at kortlægge alles gøren og laden. Miss Marple dukker op som gæst hos præstefruen og er selvfølgelig helt på hjemmebane. Som sædvanlig sammenligner hun begivenheder med tilsyneladende helt irrelevante oplevelser hos den hjemlige slagter, og simsalabim: plottet gennemskues, morderen afsløres og fanges, og alt er vel indtil næste mord.
Agatha Christie har skrevet ca. 70 kriminalromaner af vekslende kvalitet. ’Invitation til mord’ er afgjort i den bedre ende.
Findes også med titlen ’Et mord bekendtgøres’.


Af Marit Haugaard (16.02.2002)

Denne bog er også omtalt af: Per

Andre bogomtaler af Marit
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden