En gammel, velhavende mand dør ved et hændeligt uheld. Et uheld, der måske er lidt for belejligt for den eneste arving, som han kort forinden havde påstået var en bedrager.

En gammel mand lufter sin hund en kold vinteraften, han glider og falder i en sø, suges ind under isen og drukner. Et hændeligt uheld, der ikke burde være en sag for kriminalpolitiet. Men uheldet sker 14 dage, før han skal gifte sig med en meget yngre kvinde, og samtidig er hans eneste barn, en datter, som han ikke har været på talefod med i 19 år, vendt hjem fra USA for at hele bruddet med faderen. Da der oven i købet går rygter om, at han kort før sin død nægtede at genkende datteren og agtede at slette hende fra sit testamente, aner Wexford uråd. Uheldet var en anelse for belejligt for en, der gerne vil have fingre i en anselig formue. Efter en række ihærdige forsøg på at afsløre hende må Wexford erkende, at “den falske datter” er en fabelagtig skuespillerinde. Både hendes gamle barnepige og barndomsvennerne accepterer hendes identitet, og til sidst får Wexford også fra højeste sted ordre på at anerkende hende, selv om han for sig selv holder fast i sin teori om en sammensværgelse. Så stædig er han, at han vælger at holde ferie i Californien, hvor datteren boede i de 19 års udlændighed. Det bliver ikke den sidste udlandsrejse til mondæne feriesteder, han foretager i denne besynderlige sag, der er blevet lidt af en besættelse for ham. Og løsningen finder han såmænd i en ordbog!