![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Medusa : en Aurelio Zen historie af Michael Dibdin. - , 2005(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Politiarbejde, Samfundskritiske, Sydeuropæisk Denne bog foregår i: Italien Det velbevarede lig af en ung mand identificeres hurtigt, men det kræver sin mand, nemlig Aurelio Zen, at afsløre sandheden bag løjtnant Leonardo Ferreros død tyve år tidligere. ![]() Omslag af: Hege Dalsgaard Da et velbevaret, tyve år gammelt lig findes i en bjerghule i Alto Adige (Sydtyrol), får en række personer travlt med at sikre sine flanker. Offeret, der har en tatovering af et Medusa-hovede på armen, identificeres hurtigt som løjtnant Leonardo Ferrero, der i sin tid officielt var styrtet ned i Adriaterhavet med et militærfly. Sagen lander sammen med andre rutinesager på Aurelio Zens bord, og visse personer bliver hurtigt nervøse. I denne bog, der er nummer ni i serien, oplever vi en Aurelio Zen, der er lykkeligere og mere harmonisk end tidligere. Han bor sammen med kæresten Gemma i den lille by Lucca i Toscana og finder livet godt. Men trygheden og idyllen trues, da skrupelløse magtpersoner ikke ønsker, at han finder frem til sandheden bag mordet på løjtnant Leonardo Ferrero. Det gør ham selvfølgelig endnu mere stædig, og han begiver sig nordpå for at afsløre en forbrydelse, der har forbindelse til en meget urolig periode i Italiens nyere politiske historie, hvor konflikterne mellem højre-og venstrefløjen tilspidsedes, og en række blodige terrorhandlinger, der blev tilskrevet venstrefløjen, i realiteten aldrig blev opklaret. Zen, der repræsenterer Indenrigsministeriet, er ikke blot oppe mod kræfter i Forsvarsministeriet og de lokale Carbinieri, men også mod de lokale ’østrigere’ i Alto Adige og deres modvilje mod alt italiensk. Vi mangler stadig italienske kriminalforfattere på dansk (bortset fra Andrea Camilleri), men mens vi venter på dem, er engelske Michael Dibdin et godt bud på en forfatter, der i god ’skandinavisk’ stil kan give os indsigt i det italienske samfund. Af Marit Haugaard (09.08.2005) Andre bogomtaler af Marit |
