![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Romersk blod af Steven Saylor. - , 2005(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: I gamle dage/Historisk krimi, I Retten Denne bog foregår i: Italien Denne bog foregår i: Rom (Italien) Efterforskeren Gordianus bliver på en varm morgen i år 80 f. Kr. vækket af en slave, der vil have ham til at følge med til Ciceros hus. Den endnu ukendte advokat behøver hjælp til en spændende sag. ![]() Omslag af: Stoltze Design En jordejer, Sextus Roscius filius, er anklaget for mord på sin egen far. Straffen for dette er usædvanligt grusom, og der er en hel del, der ikke stemmer i sagen. Gordianus bliver fascineret af både Cicero og hans unge slave, Tiro, og han siger ja til at hjælpe med at finde frem til sandheden i sagen. Det viser sig selvfølgelig at være sværere end som så, for det ser ud til, at særdeles magtfulde mænd (med hårdtslående håndlangere) er ude efter Sextus Roscius - og ikke mindst de folk, der hjælper ham. Retssagen mod Sextus Roscius er velkendt, men det gør ikke beskrivelsen af efterforskningen mindre spændende. Steven Saylor skriver usædvanlig godt, man er fanget fra første sætning. Gordianus er en vaskeægte hårdkogt detektiv, der selvfølgelig er blød som smør under sit barske ydre, og han og de andre personer er både morsomt og troværdigt skildret. Et andet stort plus er forfatterens evne til at opsummere historiske begivenheder i teksten, uden at det virker malplaceret, og det er derfor let at følge med i de politiske forviklinger. Til og med kan Saylor beskrive det gamle Rom, så man føler, man er der selv, og selv for den, der tror at kende plottet er der en overraskelse til sidst. En usædvanlig velskrevet, humoristisk og spændende romerkrimi, der kan anbefales på det varmeste. Af Nanna Knudsen (25.04.2006) Andre bogomtaler af Nanna |
