En ung, argentinsk matematiker ankommer til Oxford, hvor han snart får sat sin matematiske kunnen på prøve på et hidtil ukendt område: mord.

Dårligt har han hilst på sin værtinde, Mrs. Eagleton, før han finder hende myrdet. En berømt matematiker i byen, Arthur Seldom, har forinden modtaget en besked, der tyder på, at mordet er det første i en serie, inspireret af Seldoms berømte værk, der inkluderer et kapitel om seriemord.

Mordet er, sammen med de efterfølgende, tydeligvis beregnet på at appellere til matematisk tænkende hjerner - vi har at gøre med noget så sjældent som en talteoretisk skurk, der kun lader sig standse, hvis politiet og deres hjælpere løser den matematiske gåde, morderen har opstillet.

Selv for en, der som undertegnede ikke er begavet med matematisk intelligens fra naturens hånd, er Oxford-mordene en særdeles underholdende krimi. helt i tråd med bogens ånd og den klassiske whodunit-tradition, er det selvfølgelig muligt for læseren selv at løse gåden, hvis hun læser opmærksomt nok - men selvfølgelig formår den tydeligvis krimiglade forfatter alligevel at snyde os på bedste vis med falske spor og sidehistorier - jo, Hercule Poirot ville have været i sit es i denne verden af logisk tænkning og falske beviser.

Der bydes på både klassisk krimi-intrige og fortællestil a la Christie og masser af finurlig humor i denne fine roman, der godt kunne gå hen og blive en klassiker i genren.