Rebus har grimme forbrændinger på hænderne, og en af hans ven og kollega Siobhans plageånder er brændt inde. Det er næsten ikke til at tro, det er et tilfælde.

Bedre bliver det ikke, da det viser sig, at Rebus har besøgt den myrdede samme aften, som branden opstod. Endnu engang er Rebus centrum i en intern undersøgelse, denne gang for mord, men det afholder ham ikke fra at deltage aktivt - og mere eller mindre reglementeret - i undersøgelsen af en anden sag. En tidligere militærmand har dræbt to teenagedrenge og såret yderligere en, før han skød sig selv. Sagen virker oplagt, endnu en våbentragedie på en skole, men hvorfor gjorde han det? Rebus bliver endnu mere privat involveret end vanligt, da det viser sig, at han er langt ude i familie med den ene af de dræbte drenge.

Den sårede drengs far er politiker med et horn i siden på politiet, og han er ikke bleg for at mele sin egen politiske kage med tragedien. Midt i det cirkus, der omgiver tragedien, befinder to militære efterretningsfolk sig, og Rebus’ militære fortid spøger i kulissen.

Et underliggende tema i romanen er det britiske militærs evne til at lære mænd at dræbe - og derefter glemme at "nulstille" dem, når de forlader tjenesten. Ikke alene drabsmanden, men også Rebus selv, kan være ofre for den skødesløshed, og det er med til at øge spændingen i romanen.

Det er ikke let at finde på noget nyt at skrive om Ian Rankin: han er en mester, simpelthen, og han skriver forrygende godt. Rebus’ nyeste oplevelser holdt mig vågen langt over min sengetid, for Rankin har igen begået en bog, man nødigt lægger fra sig, før man er færdig.