Jorden brænder under Scotland Yard. En seriemorder er tilsyneladende på spil, men da ofrene er sorte, har ingen interesseret sig særligt for drabene.

Sådan kan det i hvert fad tolkes, at ingen har lagt mærke til, at det ikke drejer sig om en række tilfældige sager, men derimod om seriemord. Thomas Lynley sættes på den vanskelige sag, altimens hans overordnede prøver at styre pressen, der helst ikke skal begynde at råbe for højt om institutionaliseret racisme. Winston Nkata bliver brugt som det politisk korrekte alibe: den sorte politimand, der er med til at opklare drabene. Barbara Havers er stadig i unåde, og selv om Lynley prøver at hjælpe hende, kniber det med velviljen fra ledelsen, fordi hun som sædvanlig går sine egne veje. Hjemme hos Lynley er der en familieforøgelse i vente, mens der hos Havers snarere er tegn på, at hendes næsten-familie, den enlige nabofar og hans datter, trækker sig væk fra hende.

Der viser sig en forbindelse til en orginisation, der hjælper ungdomskriminelle og andre udsatte unge, men er det en af de ansatte der, der er morderen? Eller er der en, der forsøger at miskreditere organisationen? Og havd med tryllekunstneren, der viser mere end almindelig interesse for unge drenge?

Efter min mening er dette en af de bedste romaner i Elizabeth Georges produktion. Den stiller et væsentligt spørgsmål om pressens rolle og ikke mindst om brugen af spin, der går så grueligt galt henimod romanens slutning. Mere skal ikke afsløres, men jeg spekulerer på, om det er den sidste roman om Lynley og Havers? Det må tiden vise, og i mellemtiden er man glimrende underholdt med denne mursten af en krimi.