David flytter fra Slagelse til København for at studere. Konstantin balancerer mellem de gamle venner fra gaden og jobbet som politimand. Knüt forsøger at holde sig oven vande med spil og coke.

Inden længe er David ansat på Hotel Westend, hvor gæsterne mest er ludere og deres kunder, og samtidig med at han modtager klækkelige drikkepenge for at lukke øjnene, forelsker han sig hovedkuls i luderen Nana. Han møder også Knüt, der ved siden af sin spillegesjæft er en begejstret fodboldspiller, og som inviterer David med på sit fodboldhold, hvor også Konstantin spiller. Snart er de tres historier viklet ind i hinanden, sammen med fortællingen om en forsvundet pige, en trommerytme, der bliver ved at dukke op og en skummel gangsterboss ved navn Faust.

Historien fortælles skiftevis af de tre hovedpersoner, i hver deres sprog. Det er såmænd ganske raffineret gjort, men særlig i Knüts del af romanen virker det mere skabagtigt end egentlig autentisk. På samme måde bliver Davids himmelråbende naivitet for karikeret til at være ret meget andet end irriterende, og det er i grunden ærgerligt, for i lange stræk er der tale om en både veloplagt og underholdende historie. Man savner dog et lidt mere sammenhængende plot - historien om den forsvundne pige, der skal fungere som en rød tråd gennem romanen er for påklistret og kan ikke bære gennem de mere end 400 sider.

Når alt det er sagt, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at det var svært at lægge bogen fra sig, for når den er bedst, emmer den af fortælleglæde og velturneret tragikomik. Så trods de (for) mange skønhedsfejl og irritationsmomenter, er der tale om en ganske underholdende roman.