Tavshed, stilhed og stillestående varme mellem husmure kendetegner denne krimi om indvandring, integration og fremmedhed i folkhemmet Sverige.

Rigtig mange svenske krimier foregår ved midsommertid, men hvad kan også være mere svensk end lyse nætter og blonde flickor med blomsterkrans i håret?

En sådan nat, hvor der aldrig bliver mørkt, findes tre mænd i en døgnkiosk. Henrettede, skudt ned på nært hold, og da ansigterne er skudt væk, er politiets første opgave at identificere dem. Det viser sig at være kioskens ejer, Jimmy Foro, hans hjælper Hiwa Aziz og en kunde Amir Rezai, altså ikke noget med blonde flickor og blomsterkranse. Men hvad skulle de også der, kiosken ligger i et boligkvarter, der næsten udelukkende er beboet af indvandrere.

For Erik Winter er det som at komme til et fremmed land, hvor han ikke forstår sproget, kulturen og slet ikke signalerne. Er den kommunale tolk, han benytter sig af, i familie eller klan med den udspurgte? Eller et af ofrene? Eller morderen? Man ved det ikke. Forstår de udspurgte mere svensk end de lader som om. Og hvorfor vil de ikke samarbejde? Hvad skjuler de? Hvad ved de?
Og motivet? Svaret blæser i den vind, der ikke er der.

Der er hedt som i mange af indbyggernes hjemlande. Og stilheden! Stilheden er nærmest øredøvende. De lette skridt – som af et barn – der blev hørt på mordnatten, lyder som skud. Winter ser et par gange en dreng på en cykel, var det ham? Så han noget? Ved han noget? Hvordan får man fat i ham? Jo, Winter har fået sin sag for.

Åke Edwardson behandler som sædvanlig et aktuelt tema, denne gang indvandring, integration og fremmedhed. Sverige har også sine indvandringsproblemer, folk bor i et ingenmandsland, mens de venter på et arbejde, på udvisning, på en afgørelse? De fatter ikke svenskernes fascination af midsommernatten, og de forstår af gode grunde ikke, hvorfor de skal hjælpe politiet, som de ellers ikke har gode erfaringer med. Det Sverige, de kender, er ikke et yndigt land, det er et koldt, fremmed og fjendtligt land.

Og så skriver Edwardson rasende godt, man føler den glohede stilhed mellem boligblokkene på sin krop, mens man læser, og man nyder beskrivelsen af det gode politi-samarbejde, der fører til en opklaring. En overraskende logisk opklaring, som man kan takke den Winterske intuition for.