Overvågningssamfundet – på godt og ondt – er temaet i Arne Dahls tiende og sidste (?) roman om A-gruppen.

Uanset hvor vi færdes eller hvad vi gør, løber vi en stor risiko for at blive filmet eller registreret på anden vis. Overvågningskameraer, digitalkameraer, mobiltelefoner, blog, dankort, mails og internetsøgninger – alt bidrager til at kortlægge vor daglige færden, både fysisk og mentalt.
"Vi lever i et overvågningssamfund der i de forkerte hænder kunne blive helvedes meget værre end det gamle DDR", siger Gunnar Nyberg der er meget foruroliget over udviklingen.

Paul Hjelm er også foruroliget, dels over at hans datter mener hun er overvægtig, selv om hun bogstavelig talt ligner et skelet, men også over en opgave SÄPO beder ham om at påtage sig: at finde en sporløst forsvunden medarbejder. Hvis han finder ham, skal han tilbage til sit gamle arbejde; hvis han ikke finder ham, kan han få hans meget spændende og velbetalte arbejde.

Samtidig bliver A-gruppen ved et tilfælde rodet ind i en sag om anorektiske piger der lokkes i fælden ved løftet om et medikament der vil gøre dem endnu tyndere. Der garanteres ikke for bivirkninger, men at forestille sig at disse består af ugelang sadistisk tortur og slutter med mord, falder vel de færreste ind.

Jeg ved ikke hvad Arne Dahl – eller hans rigtige person – drømmer om natten, men at udtænke grusomheder som de, der bliver udpenslet her, må kræve mere end et godt sovehjerte. Og alligevel formår han at sætte dem ind i en sammenhæng.

Han satsede på at skrive en opfølgning på Sjöwall & Wahlöö’s 10 binds-serie ”Roman om en forbrydelse” fra 1960-70’erne, en beskrivelse af Sverige ved årtusindskiftet, og det har han nu gjort. Og han har gjort det godt. Her i den sidste bog om A-gruppen peger han - som altid - på ting i samfundet som vi helst ikke vil tænke på: Hvordan vort privatliv ikke længere er privat. Og på paradokset: Det vi ikke selv bryder os om at udsættes for, kan bruges i den gode sags tjeneste.

Om Arne Dahl – eller Jan Arnald – vil fortsætte med at skrive om A-gruppen, der opløses i sidste kapitel, men stadig ikke kan undvære sammenholdet, eller om andet ekstremt samfundsrelevant, står hen i det uvisse, men jeg har hørt et rygte …