![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Ulykkesfuglen : kriminalroman af Camilla Läckberg. - , 2008(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Hvem er morderen?/puslespilskrimi, Lillebyen/Engelsk miljø, Politiarbejde, Skandinavisk Denne bog foregår i: Sverige Denne bog foregår i: Fjällbacka (Sverige) Et mord maskeret som en trafikulykke sætter Patrik Hedström på sporet af noget endnu større. Samtidig invaderes den lille by af et Reality-show: Fucking Tanum. ![]() Omslag af: Harvey Macaulay /Imperiet Det lille samfund, Tanumhede, invaderes af Reality-showet, Fucking Tanum, der består af et antal utilpassede, kærlighedssvigtede unge med kamerahold og producer. På politistationen har man ellers nok at se til med en nyansat kvindelig kollega med problemer på hjemmefronten og et mord kamufleret som trafikulykke - men Patrik Hedström er den snu morder for snu. Selv skal han giftes, svigerinden er depressiv vistnok efter noget i forrige bog - men ikke værre end at det går over efter ½ times travetur med Patriks tilkommendes gamle kæreste. Sådan! Så går det ellers over stok og sten: De unge drikker sig sanseløst berusede i forsamlingshuset for fuldt kamera – det er der nemlig seertal og penge i (???), endnu et mord, politichefen får en kæreste, hans mænd - og kvinde - knokler i døgndrift og kommer fra tid til anden trætte og skyldbevidste hjem til deres kære og forsøger at forholde sig til dagligdags ting som børn og bryllup og jakkesæt og børnetime - en rigtig bleskiftskrimi. Der er ikke noget der overrasker i denne bog, grunden til at jeg læste den færdig var, at SÅ oplagt kunne sagen da ikke være. Men det var den - desværre. Spørgsmålet var bare: Hvornår går det op for de - åh, så sympatiske detektiver? Som det fremgår er jeg ikke ovenud begejstret for denne min første - og sikkert sidste - Camilla Läckberg-roman. Plottet er OK, men jeg hader at blive snydt af en forfatter: Hver gang politiet finder et vigtigt spor, holder hun det skjult for læseren; det behøver en god forfatter ikke. Og en god forfatter er Camilla Läckberg ikke, persontegningen er skabelonagtig, spor mv. stritter, hun skriver elendigt og oversættelsen er ikke bedre. "Ulykkesfuglen" kan bruges til at slå tiden ihjel en regnfuld søndag i sofaen hvis man ikke har bedre at tage sig til. Men det burde man have. Af Marit Haugaard (23.03.2008) Denne bog er også omtalt af: Lone Andre bogomtaler af Marit |
