menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Den som elsker noget andet : kriminalroman af Karin Fossum. - , 2008 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Politiarbejde, Skandinavisk

Denne bog foregår i: Norge

På deres sædvanlige gåtur i skoven finder ægteparret Reinhardt og Kristine liget af en lille dreng.


bogomslag
Det viser sig snart, at Jonas August, som drengen hedder, er blevet misbrugt før sin død. Kan den mand, som Reinhardt og Kristine stødte på minutter før deres makabre fund, have noget med sagen at gøre? Kriminalinspektør Konrad Sejer bliver snart sat under yderligere pres for at opklare sagen, for endnu en dreng forsvinder, og både politi og lokalsamfund begynder at frygte, der er en pædofil serieforbryder på spil.

Som før i Fossums romaner får vi også et indblik i forbryderens tanker, mens han - mere og mere jaget - gemmer sig for politiet og resten af verden.

Som altid skriver Fossum fremragende, men ikke desto mindre er der tale om en stærkt ubehagelig roman (heller ikke usædvanligt, når det er Fossum, der er forfatteren). Konrad Sejer og hans kolleger er tvunget til at se deres egne fordomme i øjnene, for passer virkeligheden og fordommene altid sammen? Den ondskab, der ligger bag forbrydelsen mod et barn, præger hele den kontekst, barnet har indgået i. For er der noget skummelt ved den venlige lærer, der inviterer børnene hjem til sig selv og sin mandlige samlever? Kan den forsvundne dreng Edwin selv have været alt for indladende til sit eget bedste?

Løsningen er på romanens gåder er på én gang mere enkel og langt mere uforudsigelig end Sejer og hans kolleger tror. Nogle gange lever virkeligheden op til fordommene - og andre gange sker der ting, som selv ikke en hærdet kriminalkommisær i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.

Er der tale om en anbefalelsesværdig roman? Tjah, Den der elsker noget andet er bestemt læseværdig, men ikke en bog man hygger sig med, før man skal sove - den gav i hvert fald mig en søvnløs nat efter endt læsning.


Af Nanna Knudsen (13.12.2008)

Andre bogomtaler af Nanna
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden