En grotesk roman om et mord og hvordan politiet forsøger at skjule at de kongelige er indblandet i mordet. Det lykkes, men ikke uden omkostninger for mange andre.

Bjarne Reuter er i topform med romanen Den iranske gartner. Lad det være sagt med det samme, jeg er vildt begejstret for denne lille roman om et grotesk Danmark, hvor Reuter ikke er bange for at gøre grin og ironiserer over alle, uanset seksuelle overbevisning, trosretning, familiemønster, royalisme osv.

Kort fortalt er handlingen som følger: en iransk gartner hos arveprins Bernhard er død. Morderen er Bernhard, og mordet er tilsyneladende sket i forbindelse med en seksuel leg mellem Bernhard og den i øvrigt illegale indvandrer Hassan, som var mandlig iranske gartner!

Kriminalkommissær Stelman bliver vækket af sin assistent Rasmus Larsen som fortæller om denne gruopvækkende nyhed. Stelman tager straks til slottet for at undgå at pressen får nys om sagen. Stelman og Larsen beslutter at episoden aldrig har fundet sted og kontakter deres gode ven, bedemanden fra Bramdrup ved Kolding. Stelman sender arveprinsen ud af landet således at denne ikke kan være involveret i mord, samtidig med at har får Larsen til at iværksætte en afledningsmanøvre, således at pressen er optaget andetsteds. Nu er Larsen rimelig godt til afledningsmanøvre, så det varer ikke længe før det er en bandekrig i gang i København, efterfulgt af de større byer i Jylland.

Selv om al opmærksomhed tilsyneladende bliver rettet andet sted hen end Rude Slot, var gartneren desværre i familie med den iranske mafia. Stelman får desuden at vide, at en journalist er på vej mod slottet og da biskop Thrane ankommer kort efter, er det ham som bliver udsat for tortur.
Reuter kommer også med mere eller mindre direkte hentydninger bogen igennem, f.eks. til Jørgen Leths erotiske forhold til tjeners datter, prins Henriks digtning osv.

Ja, det er mig umuligt at yde denne underholdende og meget velskrevet roman retfærdighed. Vil afslutte med et par konkrete eksempler på Reuters dejlige beherskelse og ind imellem overrumplende brug af sproget.

”…kønsbestemmelsen… besværliggøres yderligere af det faktum, at afdøde ligger med hovedet i en gryde fyld med suppe. Uden at gå i detaljer vil jeg sige, det er en minestrone…” eller denne ”…Det var en pragtfuld dag med en azurblå himmel, bortset fra, at det var den værste dag i Stelmans liv. Det var dog opmuntrende, at guldgraveren fra Bramdrup havde hentet den iranske gartner…” eller denne ordveksling ”…Sagde De elefantriffel? Stelman nikkede. Af mærket Holland & Holland, den er cirka to meter lang og vejer femten kilo. Noget af et bæst. Kræver sin mand, at fyre sådan en kleppert af. Men effekten udebliver ikke. Som det fremgår, så er skilderhusene også væk. Puttlan sænkede stemmen og så på Stelman med et andægtigt udtryk. Taler vi om den fireløbede møghund, som udraderede de sidste zuluer i Sydafrika?..”