![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Smuglerkongen : Fra et liv i den danske underverden af Jørn Laef. - , 2009 (dansk udgivelsesår) Denne bog foregår i: Danmark Denne bog foregår i: København (Danmark) "Smuglerkongen" Lille Jørgen Danmark har fortalt sin livshistorie til to journalister, og det er der kommet en ganske underholdende bog ud af. ![]() Jørn Laef - som Lille Jørgen Danmark i dag hedder - er en kriminel fra en anden tid. En mand, der stod i lære hos Edderkoppen Svend Aage Hasselstrøm i 1940'erne, og som i 1960'erne og 70'erne oplevede en tid som cigaretsmuglende folkehelt. Altid på udkig efter en god fidus, og altid opmærksom på de grundregler, han lærte af Edderkoppen som dreng: ikke se noget, ikke høre noget, ikke sige noget. Smuglerkongen er en ganske underholdende bog, selv om hovedpersonens selvforståelse som en ærlig slyngel bliver noget tyndslidt undervejs. Det fornemmer han måske også selv, for de sidste, relativt hårde narkodomme har han ikke meget lyst til at tale om. Men selv med disse domme in mente er det svært at være andet end charmeret af Lille Jørgen Danmark. Der er ikke bare tale om en fortælling om en enkelt mand, nej, det er et lidt aparte stykke danmarkshistorie, der oprulles og fortælles med Jørn Laefs egne ord, der er den del af bogen, der står stærkest. I de opsamlende, forklarende stykker indimellem Laefs fortælling kammer pædagogikken desværre lidt over - man griber sig i at ønske, at man sad på et værtshus og fik historien om Lille Jørgen Danmark over en bajer i stedet for formidlet gennem andre. Men da det jo ikke er en mulighed, der er ret mange beskåret, skal man endelig gribe til bogen og lade sig underholde et par timer. Af Nanna Knudsen (11.05.2009) Andre bogomtaler af Nanna |