Et dobbeltmord, rituelt dræbte hjorte, et spøgelse – eller var det bare en skygge? Eller indbildning? Formidabel fransk krimi om en kvindelig seriemorder - bl.a.

”Hun skriver som en engel på skøjter”, siger Maj Sjöwall om Fred Vargas, og mødet med den excentriske parisiske kriminalinspektør Adamsberg og hans mænd – og kvinder - er dejligt nyt og tankevækkende.

Et dobbeltmord som narkoafdelingen helt sikkert mener er deres, vækker Adamsbergs intuition, og den tager sjældent fejl. Begge ofre havde jord under neglene – hvorfor det, når de hverken var gartnere, landmænd eller haveejere?

Han inddrages også mere eller mindre mod sin vilje i en sag om rituelt dræbte kronhjorte i Normandiet, skændede gravsteder, og efterhånden peger alt mod en kvindelig seriemorder. Men hvorfor? Og hvordan udvælges ofrene og …? Ja, og hvem?

Hvis man kan lide en krimi med en stringent lige handlingstråd, skal man holde sig fra Fred Vargas, der er mange svinkeærinder, der i større eller mindre grad fører til løsningen. Men for Søren, hvor er det velskrevet, og det hele hænger sammen og går til sidst op i en højere enhed, hvor man som læser sidder og tænker: ”For pokker, hvordan hænger det her sammen, nå ja jo, ja selvfølgelig!” Der er ingen nemme genveje, og det er simpelthen umuligt at regne ud hvordan det hele hænger sammen.

Denne franske krimidronning er meget anderledes end hendes svenske kolleger, intet stort flot hår og middelmådigt sprog, slet ingen blevask (den slags er Adamsberg alt for distræt til), men til gengæld en formidabel velskrevet historie.