Forvirrende roman, som ellers starter rigtig godt i traditionel Else Fischer stil. Pludselig indføres renæssancen i fortællingen og så begynder det at gå galt.

Else Fischers Man sagde hun lo på bålet starter tradition med en introduktion af fire unge mennesker, som er på ferie sammen. Susanne har dog nogle drømme, som mest minder om flash back til en anden tid. Hendes mand og venner tager ikke videre notits af dette, men ønsker at fortsætte deres ferie, hvor de bl.a. skal forbi en stor herregård i Jylland.

Romanen starter med mindre afsnit omkring herregården i renæssancen. I disse afsnit møder man Charlotte, som er samme person som Susanne i nutiden. Charlotte har haft problemer siden faderens død. Vi hører samtidig hvordan adelsfamilien har givet efter for kongen, således at Rosenborg kunne blive bygget i adelsfamiliernes haver.

På herregården er Charlotte omgivet af sin renæssance-mands-familie, og man hører hvor bekymret de er. Er Charlotte ved at blive gal eller hvad er der i vejen med hende. De forsøger at hjælpe hende.

Som læser forventer man at disse to parallelle historier efterhånden vil smelte sammen til en forklaring, måske simpel, men dog en forklaring som virker i romanens univers. Dette sker ikke. Så efterhånden som siderne vendes undres jeg mere og mere over romanens udvikling og manglende opsamling af tråde.

Så ønsker du at læse Else Fischer er dette ikke romanen man bør læse, det er hvis mere for folk der betragter Else Fischer som Danmarks svar på Agatha Christie og derfor ønsker at læse alle hendes romaner.