Mystiske mord, næsten overnaturlige, blodtørstige detektiver med egne dagsordener, vold og begær, er ingredienserne i denne læseværdige krimi. Måske mest for mænd?

I den armenske kirke i Paris sker et mystisk mord: Kirkens organist findes død, hans trommehinde er gennemboret af et tyndt, nålelignende instrument, som ellers ikke har afsat mærker overhovedet. Og dødsårsagen synes at være selve smerten ved gennemboringen. Desuden er der afsat spor i blodet omkring liget, helt tydeligt morderens fodspor, MEN: sporene er afsat af sko i børnestørrelse. Og ikke nok med det, det lader til at de sko, der har afsat spor, stammer fra de børnesko, som nazisterne anvendte til børnefanger under anden verdenskrig.

Den pensionerede politikommissær Kasdan og den unge politiassisten Volokin samarbejder - selvom Volokin netop er indlagt på en narkotika-afvænningsklinik. De to slår sig altså sammen, politiet er osse sat på sagen, men disse to herrer har begge personlige motiver til at forsøge at komme politiet i forkøbet. De mistænker motivet for at være noget med misbrug af børn, men efterhånden som der i løbet af få dage finder tre andre mord sted, går det op for dem, at motiverne er helt anderledes.

De to opdagere erkender efterhånden, at mordene er knyttet til vold og tortur, og desuden er det klart, at børn, især drenge med deres vidunderlige drengestemmer, har været med til at være en del af mordene, volden, og torturen.

Volokine kæmper for at blive clean, han har faktisk abstinenser under efterforskningen, men formår at skjule det. Det bliver klart for læseren – og for Kasdan – at han har mere end stofferne at kæmpe imod, og vi mistænker ham for at være ude i en personlig hævntogt. Kasdan selv har osse sine egne dæmoner, heller ikke han kan sige sig fri for at have personlige motiver. Hans historie viser sig osse at være anderledes, end vi som læsere først havde regnet med.

Det her er IKKE en svensk femi-krimi, det er en fransk crimi-noir, hvis et sådant begreb findes. Stemningen er dyster, faretruende og grum, og den udvikler sig til det rene gys og vold.

Både helte og skurke er blodtørstige, handlingen tager fart og læseren må bare læse videre for at nå den endelige opklaring. Romanen er på cirka 550 sider, ikke en side for meget. Forfatteren giver sig god tid, dels til at skildre miljøer og dels til at levere nogle fantastiske personbeskrivelser. Og så selvfølgelig til at aflevere et eminent plot og en utrolig – men alligevel troværdig – løsning og afslutning.

Jean-Christophe Grangé har skrevet flere krimier, de er alle forskellige, men det gode håndværk er det samme hver gang. Og han anbefales varmt herfra.