menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Mordets praksis : roman af Kerstin Ekman. - , 2010 (dansk udgivelsesår)

Genrer: I gamle dage/Historisk krimi, Skandinavisk

Denne bog foregår i: Sverige

Ekman har med Mordets praksis, over 100 år efter Söderberg skrev ’Doktor Glas’, kommet med en kommentar til hans roman fra 1905. Den er bestemt ikke uinteressant.


bogomslag
Kerstin Ekman udgav i 2009 en lille roman, som kommentar til Hjalmar Söderbergs Doktor Glas fra 1905. Romanen foregår på samme tidspunkt som Söderbergs roman, og Söderberg er, selv om han er biperson, en nøgleperson i romanen. Kerstin Ekman har nemlig skrevet den virkelige historie om læge Pontus Revinge og om hvordan og hvorfor han myrdede løs, mens Söderberg bare har fået ideen fra denne doktor. Det hele er selvfølgelig fiktion, men overordentlig spændende fiktion. Jeg vil da også kraftigt anbefale at man starter med at læse Hjalmar Söderbergs Doktor Glas, inden man kaster sig over Mordets praksis af Kerstin Ekman.

Vi hører om Pontus møde med Söderberg og hvordan han bliver unaturligt besat af Söderberg, selv om han intet har læst af forfatteren.

Pontus bruger tiden på at undersøge faldne kvinder i det mest beskidte linned man kan tænke sig. Uanset om det er syfilis eller gonorré – sår i lysken eller endetarmsåbningerne som er unaturligt udvidede, ja så er han snart alt for tæt på kvindens hemmelighed. Så tæt, at det resten af livet giver ham en afskys for seksualitet.

Lægen er dog ikke uden ambitioner. Han spiller sine kort rigtigt og forlader de faldne kvinder for i stedet at blive lægehjælper hos den kendte læge Johannes Skade. Ja, Skade er virkelig hans efternavn!

Skade står snart i vejen for Pontus Revinge, hvorfor han beslutter sig for at myrde lægen. Planen udtænkes og sættes i værk. Planen går umiddelbart godt. Revinge bliver gift med Skades enke og snart er han den store læge i byen.

Men intet varer ved. Snart er datteren mistænkelig og specielt da der må hentes lægehjælp ind i praksissen får sagen om hvordan Skade døde ny næring. Det er nervepirrende for Pontus. For mig som læser er det derimod spændende og ikke mindst ens forskellige følelser undervejs i læsningen, er meget interessant. Ønsker man at Pontus bliver opdaget og at mordet bliver opklaret eller ønsker man i stedet at Pontus fortsat slipper af sted med sine ugerninger. For ja, der kommer flere mordforsøg, og selv om de ikke går som Pontus Revinge havde forudset, er han ikke desto mindre snart seriemorder.

Endelig skal nævnes Bengt Ohlsson’s Gregorius – endnu en svensk forfatter som har skrevet om dette fiktive mord. Jeg har endnu ikke læst romanen, men glæder mig allerede til at høre historien fra offerets vinkel.


Af Per Kjær (10.07.2012)

Andre bogomtaler af Per
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden