![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Slagteren fra Lille Burma af Håkan Nesser. - , 2012 (dansk udgivelsesår) Genrer: Politiarbejde, Skandinavisk, Stærke kvinder/femi-krimi Denne bog foregår i: Sverige Livsklog roman om sorg - om at komme til rette med en dyb sorg, og om at lære at leve med den. Samtidig en meget spændende historie om opklaringen af et mord og en forsvinden. ![]() At starte på en ny Nesser krimi er altid en fornøjelse, lidt lissom juleaften, man ved at nu får man nogle timer i dejligt selskab med en fantastisk forfatter. At møde Barbarotti igen er som at møde en god gammel ven. Ham har vi kendt siden hans skilsmisse, med forholdet til børnene, som ikke altid har været helt nemme, med trængslerne ved at lære at leve alene. Hans forhold til Gud, som ikke er helt ligetil, han har alle dage været en tvivler, som dog har forsøgt. Bl.a. ved at lave aftaler med Ham, hvis Gud lader det og det ske vil han få point i Barbarottis bog, hvis ikke, må pointene trækkes fra! Senere mødte Barbarotti så sit livs store kærlighed, Marianne, og de to flyttede sammen i en stor villa med deres fem sammenbragte, store børn. Man åbner denne bog med forventningen om at alt nu er fryd og gammen, men rammes med det samme af en stor sorg. Romanen indledes med Mariannes dødsfald, og Nesser formår at få sin læser til selv at føle den store sorg, som Barbarotti rammes af. Efter en tid må han dog i gang igen, og hans chef, Asunander, finder en gammel sag frem til ham, som han beder ham opklare. Han har ikke lyst, men bliver efterhånden optaget af sagen. Slagteren fra Lille Burma har overstået sin fængselsstraf for mordet på sin voldelige mand. Nu er hendes anden mand forsvundet, han tog knallerten for at køre til tanken efter cigaretter, og er ikke set siden. Det er den sag, som Barbarotti nu skal prøve at finde hoved og hale i, men han har svært ved at blive interesseret i sagen, desuden er Slagteren ikke nem at finde frem til. Han bruger tiden på at tale med vidner til hendes liv, han finder frem til sønnen og hans kone, og efterhånden bliver han mere optaget af sagen. Endelig finder han Slagteren, hun opholder sig i en venindes pensionat i Nordsverige, Barbarotti tager derop, og efterhånden går sagens sammenhæng op for ham. Dette er, som sagt, en trist roman om sorg, det er en roman om hvordan man ødelægger mennesker og deres liv, men det er også en roman om at finde ud af at leve sit liv på trods. Slagteren fra Lille Burma er den sidste i serien om Barbarotti. Det er trist, at man ikke skal møde ham mere. Men serien om ham har været spændende, velskrevet, oplivende og helstøbt. Tak for mange gode læseoplevelser. Farvel, Barbarotti. Af Susanne Bogh (26.11.2012) Andre bogomtaler af Susanne |
