![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Det levende kød af Lene Kaaberbøl. - , 2013 (dansk udgivelsesår) Genrer: I gamle dage/Historisk krimi, Retsmedicin Denne bog foregår i: Frankrig Uhyggelig fortsættelse af ’Kadaverdoktoren’, hvor Madeleine Karno er oppe imod universitetsmiljøet i byen. ![]() Madeleine Karno hjælper fortsat sin far med undersøgelsen af døde mennesker i den franske provins. Denne gang er det en ung prostitueret, Rosalba Lombardi der findes myrdet. Men ikke nok med at hun er myrdet, liget er også maltrakteret på en helt uventet måde, der selvfølgelig straks får pressen til at tale om Varbourgs egen Jack the Ripper. Madeleine har i første omgang ikke noget bud på denne maltraktering af kvindekroppen, men det får senere betydning for sagens opklaring. Forbryderen findes ikke og livet går videre i provinsen. Madeleine kæmper for at komme ind på byens universitet, samtidig med at hun står overfor ægteskabet. Ingen af dele går dog umiddelbart efter hendes planer. Hun bliver opfordret til at søge ind i Paris i stedet, men så får hun pludselig uventet hjælp fra en professor på universitet. Althauser er klar til at have hende i sin klasse. Madeleine er selvfølgelig glad for denne åbning, men samtidig kommer nu en kamp for at bevise at hun er værdig til pladsen på universitetet. Hendes forlovede er af rig familie og de ønsker at Madeleine skal være i stand til at skaffe familien nogle gode sunde børn. Madeleine finder ikke dette helt i orden, men har samtidig svært ved at sætte sig op imod denne indstilling. Pludselig bliver hendes forlovede dog anklaget for at være homoseksuel og Madeleine står nu overfor et personligt valg i forhold til sit kommende ægteskab. Imens Madeleine har travlt på universitetet og med sit privatliv, sker der flere mord på prostituerede. Madeleine bliver selv en brik i dette spil og det er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod overrasker Lene Kaaberbøl mig i denne anden roman om Madeleine Karno. Det er jo herligt. Af Per Kjær (11.09.2013) Andre bogomtaler af Per |
