menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Færten af død af Andrew Taylor. - , 2013 (dansk udgivelsesår)

Genrer: I gamle dage/Historisk krimi

Denne bog foregår i: USA

Denne bog foregår i: New York (USA)

Historisk krimi fra et borgerkrigshærget Amerika i 1770erne, nærmere bestemt den lille by New York, som på dette tidspunkt ligger omgivet af vand og marker på øen Manhattan.


bogomslag
Hovedpersonen Edward Savill er kontorist ved Det amerikanske departement i London. Han har giftet sig med chefens datter – ikke så smart viser det sig – i det chefen ønsker ham hen hvor peberet gror og sender ham til en af Englands sidste bastioner i USA: byen New York for at være departements forlængede arm (reelt den der pænt skal svare på klager fra englændere der har mistet deres ejendomme til de amerikanske tropper og nu vil have erstatning og hjælp af det engelske departement – hvilket han selvfølgelig ikke har hjemmel til at give dem).

I New York bliver Edward indkvarteret ved den respektable, men noget eksentriske dommer Wintour. Her bor også dommerens tilsyneladende lettere sindsforstyrrede og skrøbelige kone og parrets smukke og eksotiske svigerdatter. Sønnen er nemlig forsvundet i et slag i borgerkrigen og måske død.

Det varer ikke længe efter at Edward er ankommet inden han bliver indblandet i opklaringen af et mystisk mord og fornemmer at nogen måske er ude efter ham. Desuden bliver han også meget fascineret af svigerdatteren i familien - men det er han ikke ene om!

Mens den amerikanske hær kommer nærmere og nærmere på at omringe byen, bliver Edward spundet længere og længere i et magtspil, som ikke er helt ufarligt!

Taylor er som sædvanlig en mester i at opbygge miljø og stemning, så man føler man er der. Der er ikke så meget engelsk romantik denne gang (men der nu lidt:). I stedet er der kulden, volden og skrækken for det ukendte som lægger grundmelodien i disse engelske gentlemens forsøg på at opretholde overklassefacaden, mens det hele bogstaveligt talt forsvinder under dem i sne og mudder.

Hvis man er lidt historisk interesseret er det også interessant at se og mærke New York på et tidspunkt, hvor man kunne gå lange ture på landet ude på Manhattan :)

Det er en "Andrew Taylor" krimi, som er helt på toppen og det siger ikke så lidt i hans forfatterskab, hvor perlerne står i kø!


Af Sofie Fredborg (23.12.2013)

Andre bogomtaler af Sofie
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden