menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Straf af Håkan Nesser. - , 2015 (dansk udgivelsesår)

Nesser kan stadig strikke en virkelig god historie sammen. Intet er som man tror det er, og man er godt underholdt fra første til sidste side. Romanen er skrevet sammen med Paola Polanski


bogomslag
I denne roman beskæftiger Nesser sig med spørgsmålet om straf, som titlen tydeligt viser. Skyld og straf. Og hævn. Allermest den type straf, som man kalder hævn.
Og som romanen er hævnen så godt udtænkt, at man ikke forstår hvem der hævner og hvorfor og især hvordan, til de allersidste sider.
Forfatteren Max Schmeling bliver opsøgt af den gamle skolekammerat Tibor Schittkowski, som beder ham besøge sig. Tibor er ramt af ALS og har ikke megen førlighed tilbage, og fremfor alt ikke meget liv tilbage. Da han to gange i løbet af deres barndom har reddet Max’ liv, føler han sig berettiget til at bede Max om at gøre ham en tjeneste. Schittkowski var ikke et tiltalende barn, han var anderledes og evnede ikke at begå sig socialt. Max undrer sig over henvendelsen. Han kan næppe undslå at hjælpe, og får udleveret Tibors nedskrevne historie, med besked om at henvende sig igen ugen efter.
Det viser sig at Tibor har haft en enkelt, meget intens kærlighedsaffære i sit liv, og det er med afsæt i denne histori, at han beder Max om hjælp.
Max bliver interesseret, den store kærlighed var en pige, som også Max var betaget af i de unge år, og han begynder at undersøge sagen. Men med stor tvivl om han overhovedet har lyst.
Tibor forsvinder, og Max opdager, at han nu ligger for døden. Han får tilsendt den sidste del af Tibors historie, opsøger den adresse hvor han skal møde Tibors datter, og her sker der noget, som ændrer romanen. Det er nemlig ikke Max, der er hovedpersonen nu, og vi får en ny historie – det er her Paola Polanski kommer ind – men endnu en gang bliver læseren belært om den rigtige historie.
En raffineret hævn, en raffineret fortælling, og først på de allersidste sider åbenbares den virkelige historie.
Nessers tidligste krimier om van Veteren er gode historier, fortalt med et dejligt sprog, gode personskildringer og en masse humor. Nesser kan stadig fortælle en rigtig god historie, hans person-og miljøskildringer er på kornet, hans sprog er stadig det samme letflydende. Men humor er der ikke meget af i denne roman.
Bortset selvfølgelig for slutningens galgenhumor.
Straf er en virkelig god thriller, som lever op til genren og til Nessers renomé, men den når ikke helt op på de tidligere romaner. Men absolut god læsning og underholdning.


Af Susanne Bogh (04.05.2015)

Andre bogomtaler af Susanne
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden