Minikrimi, hvor Wallander vil købe hus, men gør et uhyggeligt fund i haven, og snart er hele grunden gravet op af polititeknikerne

I anledning af Mankells død forleden greb jeg den eneste Wallander-bog, jeg ikke har læst, nemlig den lange novelle ’Handen’ (da: Hånden), som er skrevet og udgivet efter seriens slut sammen med en del ekstramateriale.
Bogen foregår i 2002, fem år før den uigenkaldeligt sidste bog om Kurt Wallander, ’Den urolige mand’. Wallander får mulighed for at opfylde sin drøm om et lille hus på landet, så han kan forlade Mariagatan og få en hund. Huset er temmelig forfaldent, men netop det gør, at han tror han har råd til det. Han har næsten besluttet sig, da han mindes at have set noget i haven, der ikke stemmer. Og ganske rigtigt, det var ikke en gren, han snublede over, men en skelethånd, der stak op af jorden.
Det viser sig hurtigt at skelettet har ligget i jorden i mere end 50 år, og da de finder endnu et, bliver pressen interesseret og ledelsen opprioriterer sagen. Nu er det jo ikke – som i så mange krimier – en kamp mod tiden. Den er gået, og de få vidner der stadig er i live, kan ikke huske meget.
Det er et eksempel på hvordan Wallanders intuition, kombineret med stædigt og vedholdende politiarbejde, fører frem til en trist historie under krigen, hvor det er svært at se forskel på bøddel og offer.
Måske en bagatel i forhold til de ”store” Wallander-romaner, men portrættet af manden, som føler sig trængt i lejligheden og drømmer om at gå tur i det frie med sin trofaste hund, er kærligt og solidarisk. Tristessen understreges af at handlingen finder sted i efteråret.