![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Eugen Kallmanns øjne af Håkan Nesser. - , 2017 (dansk udgivelsesår) Genrer: Hvem er morderen?/puslespilskrimi Denne bog foregår i: Sverige Håkon Nesser er søgende i sin fortællestil. Men spænding og plot hænger stadig sammen i denne krimi om en lærers mystiske liv og død. Tre lærere og to 9-klasses piger forsøger at opklare dødfaldet. ![]() Eugen Kallmann var en meget anderledes og sær, men blandt eleverne meget afholdt lærer. Hans død ved et fald fra trappen i det lokale ”mystiske hus” er i årevis et mysterium, blev han skubbet eller døde han en naturlig død? Leon Berger overtager stillingen efter Kallmanns død, og ved et tilfælde finder han hans dagbøger gemt i en skrivebordsskuffe. Han læser lidt i dem, og hans interesse for den afdøde lærers besynderlige liv og uopklarede død bliver vakt. Blandt andet kan han læse i dagbogen, at Kallmann som barn har myrdet sin egen mor. Samt at han slet ikke er den han udgiver sig for at være. Og at han kan genkende en anden morder ved at se ham direkte i øjnene. Er dette det pure opspind, eller er det virkelig sandt? Leon Berger henvender sig til sin gamle studiekammerat Ulrika, som også er ansat på skolen. De to indleder et forhold, på trods af Ulrikas mand og børn. Den eneste lærer, der havde haft et privat kendskab – om end sporadisk – til Kallmann, bliver informeret om dagbøgerne, og de tre danner en slags detektivgruppe. Det samme gør 9.klasses eleven Andrea Wester og hendes veninde, men de to har ikke adgang til Kallmanns dagbøger, og de har begge så meget andet at gå op i. Derfor bliver deres efterforskning ikke til noget, men de når alligevel at finde frem til Andreas familiehemmelighed, som viser sig at være forbundet med Kallmann. De tre lærere og Andrea og hendes mor fortæller på skift i hver deres kapitler hele romanen. En skrivestil som jeg ikke synes Nesser helt formår at gøre troværdig, om det er den 45årige lærer eller 15årige Eva, der fortæller, mærkes ikke meget i stilen. Romanen strækker sig i tid fra firsernes lilleby Sverige, op til midt halvfemserne, og endelig den afsluttende del, som foregår tyve år senere. Miljøerne på skolen og i den lille by er skarpe og nøjagtige. Det ulmende højreekstremistiske miljø får også en betydning for handlingen, anonyme hadebreve og endnu et uopklaret mord, som har forbindelse til det nynazistiske miljø. Et vigtigt element i romanen er familier, hvor godt man kender hinanden, ægtefæller, børn, forældre. Det føles som om alt er i opløsning, men denne opløsning er i enkelte tilfælde årsag til stærkere bånd. Som læser kan man altid stole på Håkan Nesser. Hans plot holder, og selv de mest usignifikante små begivenheder og opdagelser viser sig at have betydning for opklaringen af mysteriet. Man sidder ikke tilbage med spørgsmål og tvivl. Dog føles det som om denne roman ikke er sprunget så let og humoristisk fra Nessers pen, som man er vant til. Eugen Kallmanns øjne er alligevel læsningen værd. Af Susanne Bogh (02.10.2017) Andre bogomtaler af Susanne |
