Flot debutkrimi fra den danske vildmark. I Mosefolk er vi længere ude end udkantsdanmark – vi er nået til det vilde vesten.

Romanen har umiddelbart kun København som kendt lokalitet, men foregår i det vilde vesten på Jyllands vestkyst. Vi er i den lille by Vi, hvor den kvindelige efterforsker Maria Brænder vender hjem efter hun har arbejdet som politiefterforsker i København. Marias farmor har bedt hende om at komme hjem, for at hjælpe til med at passe Marias psykisk syge far.

Maria er ikke vild med opgaven omkring pasningen af faren og hun er da også kun netop ankommet til byen, før det første mord sker. Det er Vera, som er blevet myrdet i sit hjem.

Vera har hele livet levet et yderst beskedent liv, men er på sine ældre dage pludselig kommet til penge. Maria finder hurtig ud af, at Henrik, som både er Veras søn, og samtidig en rigtig god barndomsven af Maria, ikke kunne få hjælp fra sin mor, selv om han var i økonomiske problemer. Henriks hustru, Pia, har samtidig taget børnene og sit gode tøj og skredet fra hjemmet. Snart har Maria og Henrik en affære, selv om Henrik er mistænkt i en drabssag. Meget uprofessionelt af hende, ligesom det ikke bliver forklaret i romanen, hvorfor de to barndomsvenner skulle være seksuelt interesseret i hinanden!

Det er dog ikke det eneste Maria gør forkert. Hun skjuler oplysninger fra sine kollegaer i politiet i Visøborg. Så selv om Maria egentlig skulle arbejde sammen med Tage Erlander, hendes tidligere læremester, får hun ikke fortalt ham alle relevante oplysninger.

Imens opklaringen af forbrydelsen foregår, går opklaringen i stå, mens Mette Wessel Fyhn har behov for at fortælle os læsere, noget om hovedpersonernes fortid. Desværre sætter dette romanen delvis i står, og bliver i flere passager mere en roman om social svigt, dårligt kammeratskab og dårlige forældre. Disse mellemspil fortæller selvfølgelig vigtige pointer i forhold til nutidens forhold mellem de forskellige mennesker, men jeg finder det trættende.

Anderledes spændende finder jeg selve krimihistorien og personernes indbyrdes forhold i nutiden. Antydninger om fortiden havde i min optik været bedre, end de historiske tilbageblik. Der er nogle ret spændende situationer, hvor siderne hurtig bliver vendt.


Endelig finder jeg det utroligt, at en politikvinde, der har været politikvinde hos Københavns politi skal være så egenrådig og reelt lige så naiv, som en heltinde i en Else Fischer roman fra 1970’erne. Hovedpersonen Puck Bure fra Maria Lang krimier virker jo som ekstrem intelligent i sammenligning med Maria Brænder, og det tror jeg ikke har været forfatterens mening.


Jeg håber at Mette Wessel Fyhns næste forsøg i krimigenren bliver mere krimi end socialrealisme og at Maria Brænder blive sine opgave som politiefterforsker mere voksen.