menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Hviskende lig af Dennis Jürgensen. - , 2016 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Politiarbejde, Skandinavisk

Denne bog foregår i: Danmark

Denne bog foregår i: København (Danmark)

Hviskende lig er tredje bind i serien om Roland Triel og hans opklaring af voldsomme mord i København. Denne gang har krimigåden tråde 40 år tilbage i tiden.


bogomslag
Omslag af:
Danielle Finster
Dennis Jürgensen er fortsat i topform med tredje bind i sin kriminalserie om Roland Triel og de voldsomme begivenheder Triels familie har været udsat for. Efter opklaringen af Dansende røde bjørne, er Triel kommet tættere på journalisten Thor Brandt. Faktisk så tæt, at de har indledt et kreativt samarbejde for at finde frem til morderen bag katastrofen på Myntevænget, hvor Triels kone blev slået ihjel og Triers datter traumatiseret.

På en rideskole bliver en ung pige kvalt af en midaldrende mand. Manden ønsker ikke at dræbe pigen, men har fået ordre om at udføre drabet. Mandens bror bliver stik tosset, da han opdager, at broren har myrdet den forkerte pige. Manden er truende overfor broren, samtidig med at han giver ham håbet om et bedre liv, hvis blot den rigtige unge pige myrdet.

Imens opklaringen af rideskolemordet står på, opdages et gammelt lig i en mose ved Vestvolden. Triel bliver sat på denne sag og der er åbenlyse forbindelser mellem de to sager, selv om liget i mosen er 40 år gammel. I forbindelse med sagen kommer Triel tæt på gerningsmanden og dennes bror. Broren er dog god til at holde stand. Den 40-årige gamle sag har en uventet overraskelse, som godt nok er gættet inden det endelig afsløres, men alligevel. Ganske spændende, ligesom det er lidt nervepirrende at følge, om den ’rigtige’ unge pige bliver myrdet!

Sidenløbende med dette, efterforsker Thor og Triel mordet på Triels hustru. Andrea som efterhånden er klar i hovedet, ønsker at gå i hypnose, for at huske mere om den gamle sag, hvor hendes mor blev myrdet. Første gang, kan Triel dog ikke bære oplevelsen og må afbryde hypnosen. Andrea forsætter selv videre i opklaringen af sin egen fortid. Thor og Triel ses ofte, og de bliver overvåget. Spørgsmålet er, om det er morderen fra Myntevænget, der overvåger dem.

Sidste handlingsforløb i romanen er Triels forhold til Astrid. Astrid er taget i sommerhus med en forfatter og dennes illustrator. Astrid kender ikke nogle af personerne på forhånd, og det er ved at få skæbnesvanger følger for hende.

Alt i alt – endnu en nervepirrende kriminalroman af Dennis Jürgensen.


Af Per Kjær (23.12.2019)

Andre bogomtaler af Per
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden