Reklame – Lea lever under kummerlige forhold i en mindre by. En dag får hun nok og stikker af. Hun forsvinder sporløst. År senere begynder der at ske flere mord i byen. Hvem er hævneren?

Lea lever en kummerlig barndom og ungdom. Forældrene sælger hende til sex med mænd fra byen. Lige til den dag Lea forsvinder sporløst. Og uden at hendes forældre efterlyser hende. Hun er bare pist væk.

Syv år senere begynder der at ske uforklarlige mord i den by Lea voksede op i. Mord på mænd som har besøgt Lea om natten, med Leas forældres samtykke. Men er det Lea som er morderen?
Lea er sporløst forsvundet, så heller ikke politiet med Andreas Larsen i spidsen kan finde hende. Men rygter i den lille by florerer og der kommer langsomt hul på sagen.

Sideløbende med opklaringen, får vi historien om Stine. Hun er en stærk og lidt skræmt ung kvinde. Hun studerer psykologi og har fritidsjob i Botanisk have i Århus. Her har hun en god chef og bliver også kæreste med en af kollegerne.
Stine har lagt sin fortid bag sig. Det var en barndom som blev levet i misbrug og under store trusler fra hendes egne forældre. Men i dag er hun ovenpå, studerer og har et dejligt fritidsjob. Og så har hun også fået en sød kæreste.

Langsomt bliver hun trukket ind i sagen om mordene i den lille by lidt udenfor Århus. For morderen har en besked til Stine. Og snart er det med livet som indsat, at både politi og Stine haster af sted for at standse morderen.

Fra side et er jeg som læser fanget ind af historien. For hvem vil dog udsætte et barn for sådan en grusom behandling? Og man forstår måske godt der er en som senere vil hævne, dog ikke så hårdt som i denne bog. Der er dele af fortællingen (især i begyndelsen) der er hjerteskærende og grusomme at læse.

Det er en traditionel politikrimi, med karakterer som er lette at lære at kende og holde af. Jeg vil se frem til at læse mere fra Rikke Thorups hånd, da det skal blive spændende at se hvor hun vil tage sit forfatterskab hen. Bliver det ved krimierne eller ændres der retning.

PS. Jeg var dog lidt stødt af politifolkene ofte kun brugte hinandens efternavne, når de talte sammen. Eller omtalte en kollega. Det bruger vi nu ikke meget på min arbejdsplads. Men så genså jeg Rejseholdet for nyligt og opdagede hvor tit der kun bruges efternavne i politiverdenen… :-)

Reklame – Bogen er tilsendt af Forlaget mellemgaard