Et forrygende nyt krimiforfatterskab er født ! En død asylansøger og en politiefterforsker som snart tvinges på pension. Kan Hulda nå at opklare sin sidste sag ved politiet, inden pensionen truer?

Hulda Hermannsdottir er 64 år og skal på pension fra politiet i Reykjavik om få uger. Det gruer hun for. For hvad er der at være hjemme for? Manden og datteren er begge døde for år tilbage. Hulda bor i en alt for dyr lejlighed. Hun har godt nok en ny kæreste, men tør hun helt tro på deres fremtid sammen?

Hulda mener hun hele livet er blevet forbigået på arbejde. Både hvad angår forfremmelser men også på lønnen. Hun mener hele tiden hun er blevet overhalet af yngre smartere mænd.
Og nu vil hendes chef sende hende på tidlig pension – for hendes afløser står allerede klar til at overtage hendes kontor. Men Hulda formår at få lov at efterforske en cold case. Altså en sag der ikke er opklaret, på trods af hendes yngre mandlige kollega mener den er helt klar: Det er selvmord.

Hulda griber sagen om en kvindelig russisk asylansøger der skulle have begået selvmord. Men hvorfor når hun nu var så tæt på at få asyl? Og hvor er hendes veninde blevet af?

Hulda graver sig ned i sagen. Afhører vidner og andre i lokalområdet. Og der er noget lusk ved sagen men det gør det også mere farligt for Hulda.

Denne krimi blev slugt i løbet af få timer – for personen Hulda er en person som man ikke kan andet end elske. Og så alligevel – hvorfor er hun så negativ overfor sine mandlige kolleger? En flig løftes i denne bog, og mere dukker nok op i de næste bind.

Det er en islandsk krimi der helt vender rundt på det. Vi begynder med Huldas pension og i de næste to bøger tager vi til tidligere tider med Hulda. Det ser jeg i den grad frem til. For Hulda er en elskelig person.
Der er noget over islandske krimier, melankoli, mørke og det særegne klima. Jeg er vild med det. Og jeg er vild med Hulda Hermannsdottir!