Mail-interview med Bent Otto Hansen

Krimisiden er en del af Bognettet

af Per Kjær 07.10.2002

Dansk krimidebutant, der elsker detaljer og kuriøsiteter Han mener at noget af det mest interessante er hvilke mennesker vi som samfund sætter til at tage sig af mord, vold, børnemishandling osv.

"Spørgsmål: Du vender flere gange tilbage til fodboldkampen mellem Danmark og Portugal i 1974. Hvorfor var denne kamp så bemærkelsesværdigt ?"

Svar: Det var nu i 1976…men pyt med det. Den kamp hidsede mig i den grad op, da jeg selv så den som 19-årig. Det var en typisk dansk landskamp anno dazumal, hvor ”vi” spillede godt, rigtigt godt endda, og så alligevel tabte på et idiotisk mål og hvor dommeren overså 30-40 grovheder og urimeligheder som gik ud over ”os”. Et arketypisk hæderligt dansk nederlag, som jeg er opflasket med til brækgrænsen – og jeg troede aldrig at det ville blive anderledes - indtil ”vi” slog England 1-0 på Wembley i september 1983. Portugal-kampen i Lissabon 1976 var også en konfrontation mellem os kølige nordboere og så de fyrige sydlændinge, og det hidsede mig ekstra op at det kunne betale sig at være overtændt, aggressiv, ond, grov og krævende…alt det som jeg ikke turde være. Min far var lige død, for resten. Nå. Desuden indeholdt kampen verdens største ikke-dømte straffespark, mod Allan Simonsen, og et fantastisk tableau ved Portugals sejrsmål, hvor Per Røntved sendte en portugiser til fuld tælling med et knytnæveslag. Jeg var meget følsom dengang..også…og troede ikke at fjernsynet kunne gøre mig så…eksplosiv i sindet. Jeg tror at jeg åd to liter is efter den kamp – jeg havde endnu ikke lært at drikke. Det skete først året efter på HF. Og så nedlagde de gymnasiet! Aktion/reaktion…og alt det dér.

"Spørgsmål: Overraskende den måde som bl.a. Peter Schmeichel omtales. Kan du ikke lide Schmeichel eller hvad ligger der til grund for denne meget negative omtale? "

Svar: Haha…jeg er jo selv gammel målmand. Schmeichel er en vindertype, og det interesserer mig, at han efter min intuitive opfattelse tilsyneladende har så svært ved at huske, at det at vinde en fodboldkamp, og et eller flere mesterskaber, ikke nødvendigvis er det samme som at kunne vinde store sejre i livet som sådan. Men okay…han har bestemt arbejdet sig frem til en velstand jeg kun kan drømme om, og jeg er med garanti møgjaloux på ham. Han er garanteret en førsteklasses fyr inde bag megafonen. Så hvis jeg har været lidt hård ved ham i bogen, så er det fordi jeg finder ham meget, meget fascinerende på alle måder.

"Spørgsmål: P.O. Landberg virker umiddelbart som en antihelt, som Kurt Wallander og Martin Beck. Hvordan ser du personen Landberg ?"

Svar: Jeg ser ham som en mand, der på en ene side kan optræde meget bestemt og maskulint, men som konstant reflekterer over sin rolle i et arbejde og i et samfund, der har det bedst med at man holder de svageste led, de alternativt begavede og ikke mindst de fremmede langt væk fra ligusterhækken. Han mener dog at det er bedre at han gør politiarbejdet, og holder øje med tingene indefra, end at afstumpede typer som fx hans egen chef får for lang snor.

"Spørgsmål: Som læser at mange kriminalromaner glæder det mig at P.O. Landberg umiddelbart har et godt forhold til sin familie, hvilket jo ikke er normalt. Hvorfor har du valgt denne lidt atypiske antihelt ?"

Svar: Jeg elsker selv at læse om politimændenes familie- og privatliv i krimierne, og finder det meget mere interessant end hvem der nu tilfældigvis har hugget halsen over på hvem. Det er sikkert også derfor jeg fik så dårlige plot-karakterer i enkelte af anmeldelserne. Men jeg er meget interesseret i hvilke mennesker vi som samfund sætter til at tage sig af mord, vrede, hustruvold, slagsmål, voldtægt, narkotragedierne og børnemishandling. Måske er Landberg den politimand jeg selv håber ville møde op den dag – gud forbyde det – hvor jeg selv ville blive en del af en virkelig kriminalsag…og jeg har jo hverken lyst til at være offer eller gerningsmand…så hellere holde mig på fiktionens sikre grund!

"Spørgsmål: Når jeg læser din krimi, kommer jeg bl.a. til at tænke på tre forfattere. Dick Francis p.g.a. det engagement du udviser I forhold til fodboldspillet. Lars Kjædegaard i forhold til hele kidnapningsdelen og så
selvfølgelig Henning Mankells hovedperson som du selv henviser til i bogen. Er Mankell et af dine forbilleder og har du andre?"

Svar: Sorry, jeg kender ikke Francis. Kjædegaard skriver fuldstændig forrygende, synes jeg, og jeg fatter ikke at han ikke er slået igennem ’big time’, salgsmæssigt og i brede kredse. Jeg havde fx ikke hørt om ham inden jeg fik kontakt med Forum, og så læste jeg for sjov én af hans spændingsbøger…og var dybt, dybt imponeret over hans håndværk og sproglige stepdans. Mankells Wallander blev min lykkelige læsemæssige afløser for Guillous Hamilton – begge slugte jeg ord efter ord. Jeg er vild med den svenske seriøsitet og alvor, og jeg kunne altså ikke nære mig for at sende Mankell og Wallander en lille hyldesthilsen i min debut – men hvis min redaktør havde sagt ’sådan noget pjat’, så havde jeg da også redigeret det ud ved gennemskrivningen. Men han syntes det var spøjst, og jeg kan godt lide at prøve nye ting.

"Spørgsmål: Du omtaler flere gange i bogen forskellige finter i fodboldreglerne, bl.a. at man ikke må lave selvmål i forbindelse med at bolden gives op. Nu fascinerer denne type information mig, men samtidig er det jo med til at sætte tempoet i romanen ned. Er der nogen bestemt grund
til at denne type informationer er med i romanen ?"

Svar: Giver bolden op? Ja, men det er da endnu mere sindssygt at man ikke må score selvmål på et frispark! Tilgiv mig, men jeg elsker detaljer og kuriøsiteter, og jeg ved da godt at jeg i romanen fortaber mig i fodbold-fnidder, som jeg nu tilfældigvis finder dybt interessant – medens Martin Sommer ligger og lider på en madras i et uhyggeligt sommerhus – men det må han bare leve med…herregud, han har både en lækker kæreste og en bugnende bankkonto, så han kan bare vente til jeg er færdig med at gøre mig interessant...jeg er ludfattig. Og hvis mine lange foredrag keder læseren…jamen, så spring det bare over og få spændingen udløst –så kan man altid læse lommeuldet en anden god gang. Faktisk fik jeg en skøn respons fra en kvindelig krimielskende fodboldhader, da hun læste manuskriptet igennem før udgivelsen – hun syntes at bogen var spændende nok, og når der var for meget fodbold, så hoppede hun bare videre til der kom lidt action. Men okay…der dør ikke mange mennesker og der flyder ikke blod i litervis i min debut. Det må jeg måske rette lidt op på i nummer to.

"Spørgsmål: Kan vi forvente flere bind om P.O. Landberg og DBU ?"

Svar: Ja, Landberg og hans makker Frandsen er klar til en ny sag, og han skal bestemt også sparke til en fodbold i den næste roman – men om DBU får brug for ham?…ja-e tja-e bum bum bum. Hvis de gør, så holdes det jo hemmeligt for offentligheden…ha ha…men…vi må se ad. Men ærlig talt…synes du ikke der var rigeligt med fodbold i den første? Nej, jeg tror vi skal over i en lidt anden…boldgade.

Relateret til: Bent Otto Hansen