Interview med Steen Langstrup

Krimisiden er en del af Bognettet

af Sofie Fredborg 09.03.2003

"Jeg begynder ikke at skrive pæne og velopdragne bøger - Pænt er ligegyldigt" siger Steen Langstrup, der er aktuel med sin nye historiske thriller Stikker, som foregår i Danmark under besættelsen.

STeen Langstrup startede på sin første roman Kat som 23 årig og er i dag - 11 år senere - kendt og elsket for sine spændende og uhyggelige historier, der er skrevet i en intens minimalistisk form. Kat blev senere filmatiseret af instruktøren Martin Schmidt, som også har instrueret en del afsnit af Rejseholdet. Steen Langstrup har fornylig startet sit eget forlag - 2 Feet Entertainment, hvorpå han har udgivet sin seneste roman Stikker. I den sammenhæng kontaktede han krimisiden, og vi skyndte os at udnytte kontakten til at få et mail-interview med ham.

spørgsmål : Hvordan og hvorfor startede du med at skrive romaner ?
Svar : Jeg havde lært i skolen at jeg ikke var ret god til at udtrykke mig på skrift. Og da jeg brændte for at fortælle historier og det var i 80’erne slog jeg mig på tegneserierne i stedet. (Jeg tegner stadig serien VICTOR, der kører i bladet UNG). Men tegneserierne var ikke rigtig nok.

Min fantasi er en underlig gang levende kaos. Jeg kan få idéer på kommando. Jeg har altid 5-6 romaner liggende og tumle rundt derinde. Jeg skriver bare den der trænger mest til at komme ud.

Så da jeg var nået så langt med mine tegneserier at jeg havde fået en fod indenfor hos PIB (Presse Illustrations Bureau), og ikke kunne gøre andet end at vente på, at de forsøgte at sælge min serie, var jeg pludselig i et tomrum, hvor det ikke gav nogen mening at starte på en ny tegneserie. Så i stedet begyndte jeg at skrive på den roman, der fyldte stadig mere i mine tanker. En roman om en udødelig kat, der spiser hjerter. Ja, jeg var 23, og måske ikke verdens mest modne 23-årige, men helt ærligt, romanen blev skrevet, den blev udgivet i 95 og filmatiseret i 2001. Det er da meget godt gået som 23-årig.PIB fik i øvrigt ikke solgt tegneserien.

Spørgsmål : Er der nogen speciel grund til at det er spændingsgenrer og ofte gysere du skriver ?
Svar : Ja. Den første og største grund er simpelthen at de idéer, der opstår i mit hovede, er spænding og gys for det meste, og en forfatter må jo følge sin fantasi. Men jeg holder meget at de lidt beskidte genrer. Jeg er ikke til rosenrøde glansbilleder og politisk korrekthed. Det er hyklerisk i mine øjne. Man må skildre verden med alt dens snavs. Og så er der noget ved de dystre og mørke historier som kildree lidt. Stemninger og billeder. Fart og handling. MEN det er også genrer som meget hurtigt bliver klichér og kopier af kopier. Og jeg keder mig hurtigt. Jeg er ikke vild med den slags krimi eller gys, hvor man næsten kan fornemme at forfatteren først har tænkt: Jeg vil lave en krimi. Og så tænkt: Hvad er en krimi? Nåja, det er noget med en politmand/detektiv/journalist/og på det seneste en profileringsekspert, der opklarer en mordsag. Mordet finder så gerne sted på de 20 første sider, derefter skal vi lære hovedpersonen at kende, og han/hun er ofte midt i en eller anden krise. Man skal huske at tage nogle emner op, som er oppe i tiden, så man får givet sin krimi noget aktualitet. Til slut bliver skurken så fanget og alt ender godt. Det bedste er at flette en lille kærlighedshistorie ind i krimien, så skal man nok få bogklubberne med.

Det værste i mine øjne ved den slags krimi (og jeg kunne lige så godt have brugt gys eller spænding som eksempel) er at det er så hamrende fantasiløst. Og det er sgu da det værste en forfatter kan være. Fantasiløs.

Jeg kan godt lide at finde nye veje. Som at skrive en monster-historie, hvor monsteret IKKE er slimet og ulækkert, men bare en lille missekat. Eller skrive en god gammeldags whodunit UDEN hverken morder eller detektiv, som i Pyromania eller Stikker. Jeg kan godt lide at blande genrene. Jeg tænker ikke, nu vil jeg skrive en krimi eller en gyser. Jeg får først idéen og så tænker jeg, hallo, det er sgu da en ny måde at skære en krimi eller en gyser eller en hvad som helst på.

Jeg opfatter ikke genrer så firkantet.

I virkeligheden er jeg ikke sikker på det altid giver mening at tale om genrer. Tag et åbentlyst mesterværk som filmen Festen. Det er jo Dogme og så ved vi jo godt, hvordan vi skal tolke og forstå den. Men man kunne også sagtens se den som en krimi. Den rummer mange elementer fra krimien. En kriminaltitet. Et spørgsmål om skyld. Afsløring af den skyldige. Spænding og tvivl. Det endelige opgør. Ser man Festen udelukkende som en krimi, er den faktisk stadig et mesterværk. Men havde den svigtet sin krimidel, altså undladt at være logisk i plottet, ville den nok ikke have været det.

Spørgsmål : Læser du selv spændingslitteratur ? - og i så fald hvilke forfattere kan du godt lide at læse ?
Svar : Ja, det gør jeg. Jeg læser alt muligt. Falder jeg over en god bog, skynder jeg mig at læse mere af samme forfatter, indtil vedkommende begynder at kede mig, hvilket desværre ofte sker ret hurtigt, da mange begrænser sig til at gentage sig selv, og det bliver hurtigt kedeligt. Jeg er nu stadig glad for Ben Elton og Ira Levin, men der er også langt mellem deres bøger. De springer begge rundt i genrene og man kan aldrig helt vide hvad man får. Og sådan synes jeg det skal være. En Liza Marklund keder mig allerede i anden bog. Den eneste danske forfatter som jeg synes vover at springe i genrene er Grete Roulund, som jeg har læst en del bøger af med stor fornøjelse. De sidste par gange har jeg dog været uheldig og har derfor taget en Roulund-pause. Men Silberknabe og den der med hunden på forsiden er sgu fede.

Spørgsmål : - Har du nogle bestemte forfattere der har inspireret dig som forfatter ?
Svar : Ikke så mange. Ikke hvis man ved inspiration forstår at man prøver at efterligne dem. Jeg prøver for det meste at finde på noget nyt. Dog har jeg suget nogle ting til mig, som jeg ved hvor kommer fra. Jeg elsker at krydsklippe. Og alle tror jeg har det fra film, men det er faktisk en teknik jeg opdagede meget ung, da jeg læste tegneserien SOS FRA BRETZELBURG af Franquin (Splint &Co.), og undrede mig over, hvorfor den var så meget mere spændende end de andre i serien.

Jeg har også luret Ira Levins meget kortfattede og minimale måde at skrive på.

Spørgsmål : Hvor lang tid tager det dig at skrive en roman ? "Svar : Det er ikke så ligetil at svare på. For hvad mener man med at skrive? Hvornår begynder man på at skrive og hvornår er man færdig? Lad mig bare bruge Stikker som eksempel. Den første idé kom tilbage i 98-99, tror jeg. Det var den scene, hvor de erfarne modstandsfolk indser, at drengen er farlig. Men der er jo langt fra den lille tanke til hele romanen. Og det tager jo sin tid at få alle de små idéer der endelig bliver en roman. Jeg satte mig foran computeren og begyndte at skrive april eller maj 2002. Var færdig med første gennemskrivning i august. Lod mit læserpanel læse den og skrev den så igennem igen. Jeg sendte den til trykkeriet i november. Så alt efter hvad man tæller med, kan man sige at det tog mig 3-4 år eller 3-4 måneder at skrive Stikker.

"spørgsmål : Hvordan skriver du ? - ved du f.eks. hele plottet inden du starter ? "Svar : For det meste: Ja. Men jeg laver lidt om på det undervejs. Det er jo ikke sådan, at fordi man har skitseret et handlingsforløb, at så holder man op med at få idéer. Det sker jeg opdager at det skal i en anden retning, eller at det ikke holder at den eller den person gør sådan eller sådan, fordi tingene nogen gange ser anderledes ud, når man skriver og folder historien ud.

"spørgsmål : Tænker du på dine læsere når du skriver eller skriver du mest til dig selv ?"Svar : Jeg skriver 100% for mig selv. Jeg tænker aldrig på om dit eller dat nu vil blive forstået eller om det nu er underholdende eller hvad. Jeg skriver bare. Når så jeg får feedback fra mit læserpanel, så tænker jeg over det. Det duer jo ikke hvis de ikke forstår handlingen, eller savner at høre mere om den og den person. Jeg er ikke bange for at kede folk, så underholdningsværdigen spekulerer jeg ikke over - det behøver jeg heller ikke, tror jeg.

"spørgsmål : Bruger du lang tid på at researche til dine bøger ?"Svar : Det kommer an på. Til en bog som Blodets nætter researchede jeg slet ikke. Men en bog som Fra ryggen eller Stikker krævede en masse research. Nogen lader til at tro at man kan se på en romans tykkelse hvor meget research der er blevet gjort, men det er noget ævl. Det er derimod en kunst at begrænse sig, især når man har en enorm mængde research liggende, som man let kunne fristes til at fylde bogen med, bare for at vise sig lidt. Men det gavner sjældent en krimi efter min mening.

"spørgsmål : Gillsby optræder i flere af dine bøger, vil du fortælle lidt om den, og hvad den betyder ?"Svar : Gillsby er en by der kun findes i mine bøger. Den er en blanding af mange små Nordsjællandske byer - Gilleleje, Helsinge, Asserbo, Tisvilde. Det kan være en dejlig ting at opfinde en by i stedet for at bruge en eksisterende. Det giver en masse frihed. Jeg vil have en gammel ruin, svups, det er der da bare. Det er et kneb mange historie-fortællere har gjort før mig: Andeby, Korsbæk, Castle Rock, Gotham City. Der er mange. Jeg opfandt Gillsby til Blodets nætter, fordi de eksistende byer ikke rummede de ting jeg skulle bruge. Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg ville genbruge Gillsby, men den har vist sig oplagt flere gange siden. Og kommer måske til det igen.

Gillsby er det der sted hvor tiden står lidt stille. Hvor folk kigger underligt på én, når man stopper på tanken for at fylde benzin på. Gillsby er lidt et sted, hvor man ved man skal hen, men måske ikke har lyst til at tage hen, selvom der ikke er nogen fornuftig forklaring på det. Et sted hvor man kan fornemme at der foregår noget, men man kan ikke forstå det. Det kunne jo godt være et symbol på døden eller måske bare det at blive voksen. Eller måske bare forandring. Det ukendte er aldrig så rart. Slet ikke for en dansker. Vi vil helst have at intet forandrer sig, så vi kan brokke os i al evighed.

"spørgsmål : Hvordan har det været at få Kat filmatiseret ?"Svar : Meget spændende og ganske forfærdeligt på samme tid. Spændende fordi jeg fik lov at kigge med over skulderen langt hen ad vejen, jeg fik tilsendt manus, var med på optagelserne, havde endda en lille statistrolle, jeg så kulisserne, hvordan hele ’film-maskineriet’ arbejdede, jeg var med til at lave ekstra materiale til dvd’en, så filmen flere gange undervejs, hvor scener blev skåret ud og nye optaget. Det er jo en stor oplevelse. Det var forfærdeligt dels fordi mit forlag, som varetog kontrakten viste sig ikke at være min allierede, da projektet begyndte at blive lidt ... flosset og det var svært at få sine penge og så videre. Og så blev det jo heller ikke den film, jeg gerne ville have set. Filmen Kat er et Martin Schmidt gys, hans bedste i mine øjne, men det er noget ganske andet end den roman, jeg havde skrevet. Monsteret i filmen er netop det slimede og farlige udyr, som det var hele pointen med bogen, at det ikke var.

"spørgsmål : Du har startet dit eget forlag (2 Feet Entertainment) hvorfor det ? "Svar : Jeg ville have større indflydelse på alt, større kunsterisk frihed. For mig er hele bogen en del af værket. Sats, omslag, bagsidetekst. Alt dette er elementer af historien. Redskaber til at fortælle med. Omslaget skal give den rette stemning, slå tonen an. Bagsideteksten må ikke røbe for meget, og må ikke give den forkerte opfattelse af, hvad der er i bogen. Og med redigeringen af teksten vil jeg have kontrol med det hele. Jeg ønsker ikke længere at måtte indgå studehandler om at jeg kan få lov til at beholde det og det i teksten, hvis jeg ændre slutningen. Og endelig håber jeg også at tjene flere penge.

Det første er lykkedes. Stikker har fået glimrende anmeldelser og for første gang føler jeg at mit værk er sluppet helskindet gennem udgivelsen. Det er blevet trimmet efter læserpanelets kritik, som bestemt ikke var blid, men det er stadig den bog, jeg ville skrive. Om jeg kommer til at tjene flere penge, ved jeg ikke endnu, men det ser lovende ud.

"spørgsmål : Vil du udgive andet litteratur end din egen på forlaget ? og hvilken slags litteratur vil du satse på ?"Svar : Ja, med tiden. Men jeg vil først koncentrere mig om mine egne værker. Der giver en lidt større økonomisk elastik, når det er mine egne. Der skal jo høstes erfaringer og eksperimenteres en del, før jeg føler mig klar til at kaste mig over andres arbejder. Og før andre vil have lyst til at få dem udgivet hos mig, kunne jeg forestille mig.

Jeg vil satse på litteratur der både fungerer og samtidig finder nye veje. Gerne spænding eller gys. Som udgangspunkt tror jeg nu det vil være lettere at blive udgivet på et af de etablerede forlag. De stiller ikke helt så høje krav. Såvidt jeg kan se.

"spørgsmål : I flere af dine romaner indgår der historiske oplysninger (i Pyromania kommer der f.eks. en kort gennemgang af et hus historie) og din sidste roman Stikker handler om besættelses-tiden, hvorfor det ? "Svar : Jeg kan godt lide at læse historie. Havde jeg ikke været så forbandet egenrådig havde jeg sikkert læst historie og blevet en eller anden støvet én på et museum. Men sådan er jeg ikke skruet sammen.

Det er vigtigt at kunne sin historie. Og det er lige så vigtigt at kunne tænke og tolke selv, når man læser historie. Historie kommer næsten altid til at handle om nutiden. For nogle måneder siden læste jeg Jens-Emil Nielsens Ung i 50’erne og opdagede pludselig at den ikke fortalte mig noget vigtigt om 50’erne, men noget særdeles vigtigt om nutiden. Nemlig, at vi altid tror at ungdommen nu er på vej direkte i Helvede, og vi er nødt til at beskytte den mod sig selv. Det er selvfølgelig ganske håbløst at forsøge på - og lige så unødvendigt. I 50’erne var man sikker på at rock gjorde almindelige unge til voldsmænd. Det samme siger man i dag om computerspil. Forskellen? Der er ingen.

"spørgsmål : Vil du også fremover skrive spændingsromaner ? eller har du andre planer ?"
Svar : Ja, men sikkert ikke kun. Jeg tænker ikke rigtig i genrer på den måde. Og jeg er ikke så glad for at fortælle om de idéer jeg tumler med. Jeg skal til at skrive en ny roman her snart. Jeg skal være ærlig og sige at det ikke rigtig er en spændingsbog, selvom nogen nok vil opfatte den sådan (der står jo mit navn på :) men sandheden er, at jeg ikke aner, hvad den genre hedder. Hvis den hedder noget. Og jeg er også ret ligeglad. En historie er en historie. Langt hen ad vejen.

Men jeg tror ikke man skal forvente at jeg begynder at skrive pæne og velopdragne bøger, som ingen får galt i halsen. Det ville kede mig til døde. Er det kunst og er det vigtigt, så må det pisse nogen af. Pænt er ligegyldigt.

Relateret til: Steen Langstrup