Interview med Martin Jensen

Krimisiden er en del af Bognettet

af Lone Pedersen 22.12.2005

Her får vi løftet lidt af sløret for Eske Litles videre skæbne, idet Martin Jensen medvirker i årets sidste interview. Det er blevet en fin fortælling om resarch, arbejdsmetoder og en kritisk hustru.

Martin Jensen medvirker i dette års sidste interview.
Som det kan ses herunder, er det blevet en fin fortælling om hvordan Martin Jensen skriver. Hvorfor blev det Assens og ikke andet steds i landet hans krimier skulle foregå. Og hvorfor blev det lige middelalderen som kom til at være hans mærkevare. Samtidig løfter han sløret for Eske Litles videre skæbne…

Efter min debut i 1998 med den historiske roman Frit gennem Jylland, opfordrede Svend Åge Petersen på forlaget Klim mig til at skrive en historisk krimiserie, hvilket jeg ikke umiddelbart var parat til, men hurtigt fik mig selv overbevist om lød som en spændende opgave.
Jeg brugte megen tid alene og i dialog med Svend Åge på at finde svar på nogle ganske påtrængende spørgsmål:
Hvornår skulle handlingen udspille sig?
Hvor skulle handlingen finde sted?
Hvem skulle være detektiven?

Med hensyn til det første var det vigtigt for mig at finde en periode, som vi ikke kender ned til mindste detalje, da det er betydningsfuldt, at jeg kan lyve/finde på/digte uden at blive hængt op på, om mine påfund er gennemført historisk korrekte. Samtidig ønskede jeg dog tilstrækkeligt med fakta til, at jeg kunne rodfæste handling og personer i historisk genkendelige omgivelser.
Jeg valgte derfor at forlægge det tidsmæssige rum til den periode af middelalderen, hvor Danmark var kongeløst, udpantet til holstenske stormænd.
Dette betød, at der ikke fandtes en stærk centralmagt, hvorved der blev rum til de intriger, forbrydelser og - især –mord, som en krimi bør indeholde. I en tid, hvor landet var splittet mellem stærke mænd, var der nemlig udenomsplads nok til, at alskens rænkespil og magtkampe kunne trives, ligesom det var op til den enkelte lovmand at håndhæve loven, da han ikke kunne forvente megen støtte fra magthaverne.
Dette førte til overvejelserne om detektiven, som endte med at blive den stedlige foged, ’ansat’ af byens magthaver – in casu grev Gert af Rendsburg – og handlende i en tid, hvor ideen om magtens tredeling endnu var utænkt, hvorfor fogden på én gang er lovgivende, udøvende og dømmende magt; praktisk for en lovmand, men yderst uhensigtsmæssigt set i samfundsperspektivet.

Jeg vaklede så mellem to byer, hvor jeg kunne lade handlingen foregår. Da jeg selv bor i Haarby på Sydvestfyn – og ønskede at have tæt til stedet af hensyn til researcharbejdet – kunne der blive tale om Faaborg eller Assens – jeg bor lige langt fra begge.
Da min kone arbejdede i Assens, kunne jeg køre med hende om morgenen, gå byen tynd og tage bussen hjem, når jeg var færdig (eller vice versa), hvorfor valget faldt på denne by.
Faktisk begås det allerførste mord i Eske Litleserien på det sted, Kirsten hver dag parkerede sin bil. Som et kuriosum kan nævnes, at hun i dag arbejder i Faaborg, uden at der dog er planer om at Eske skal flytte.
Jeg gik derefter i gang med at researche Assens historie (heldigvis ved man ikke meget om dens middelalderlige historie, men dog, at grundplanen den dag i dag genspejler middelalderbyen) lovhistorie, husbyggeri og –indretning, prostitutionens historie, kort sagt alt der kunne give mig baggrundsviden.
Det eneste, vi ikke ved noget om, er, hvordan datidens mennesker var indrettede, men det passede mig meget fint. Der er jo nemlig ingen grund til at skrive, hvis ikke man skriver om sin samtid og dens problemstillinger.
Derfor er mine personer moderne mennesker, der agerer i en anden tid. Sekshundrede år er jo intet set i historisk perspektiv, og jeg er overbevist om, at datidens mennesker tænkte følte og agerede som os, blot under nogle andre vilkår.
Derfor er den historiske roman – herunder den historiske krimi – et spejl for os selv, fuldstændig som personer og handling i mine øvrige romaner spejler og kommenterer de vilkår, vi alle er underlagt.
Med det in mente, forstår man måske, hvorfor mine personer udvikler sig gennem bøgerne. I modsætning til den klassiske krimi, hvis personer er statiske fra de ’fødes’ til de ’dør’ (man tænke blot på miss Marple, Peter Wimsey, Nero Wolfe) ændrer Eske, Bane og Thrund sig som følge af de ting, de udsættes for, ligesom de tager stilling til de menneskelige og samfundsmæssige problemstillinger, de konfronteres med.
Men når dét er sagt, skal jeg da også medgive, at jeg gerne bidrager til en bedre forståelse af den historiske periode gennem romanerne. Hvilket må siges lykkedes allerede med den første, der fik velestimerede kritikere til at undre sig over, at Eske var tyskvenlig.
Altså en traditionel, grundtvig-ingemannsk opfattelse af begivenhederne, hvor de gode danskere var underkuet af de onde tyskere.
Eske ville have undret sig. For ham var tysk et sprog, hans herre holstener og han selv fynbo – ikke dansker.

Jeg begynder altid en Eske Litleroman med at vide, hvem der myrdes, hvorfor og af hvem. På den måde kan jeg køre mordintrigen stringent igennem og udlægge mine spor, så læseren får lejlighed til at gætte med eller i det mindste ikke føler sig snydt, når morderen afsløres.
Herudover har jeg fra begyndelsen en idé om, hvor personerne skal arbejde sig hen i løbet af bogen, hvilke ting de skal udsættes for, og hvad det vil føre til, at de må gennemleve de kriser, som dette medfører.
At nå frem til dette tager mellem tre og seks måneder, så begynder selve skrivearbejdet. Jeg skriver hver formiddag mandag-torsdag. Om eftermiddagen læser jeg det skrevne igennem, kommenterer med blyant i margen og går derefter ture, hvor jeg gennemtænker næste dags skrivning.
Min hustru læser dagens kapitel, når hun kommer fra arbejde, kommenterer og kritiserer, og næste morgen retter jeg så i forhold til det, jeg selv har tænkt, og det, jeg er enig med hende i.
Fredag læser jeg ugens arbejde igennem og retter til endnu en gang.
Og i løbet af omkring seks måneder er bogen så klar til at forlaget kan overtage.
I løbet af de seks måneder har jeg haft dage, hvor absolut intet ser ud til at lykkes, hvor slettetasten er i flittig brug, og hvor jeg tvivler på, der overhovedet kommer en bog ud af det. Sådanne dage er det guld værd at være godt gift, med en hustru, der ikke blot selv skriver, men er en god læser, som forstår at fremsætte velfunderet kritik. På samme måde er min redaktør, Svend Åge, en perle i de perioder. Han kan læse med, sætte fingeren de steder, det gør ondt, men også støtte mig i de ting, der kører godt.
Og så er der de gode dage, hvor personer og intrige udfolder sig, hvor det er en lyst at skrive, og hvor sproget former sig, som jeg har tænkt.

Jeg skriver en Eske Litleroman hvert andet år, og i de mellemliggende år skriver jeg samtidsromaner eller andet.
I øjeblikket skriver jeg på den næstsidste Eskebog, der har arbejdstitlen Grevens mænd. Det er vigtigt for mig, læseren og Eske, at der kommer en slutning, så hverken personer eller handling udvandes og går i selvsving; derfor besluttede jeg for to år siden, at det må komme til en afslutning.
Det er klart, at jeg læser mange krimier, men jeg er faktisk altlæsende (når bortses fra science fiction, som jeg aldrig har forstået). Jeg læser danske såvel som udenlandske romaner, essays, historiske fagbøger, salmesamlinger, lyrik, kulturhistoriske værker, børne- og ungdomslitteratur. Kort kan jeg sige, at når jeg ikke skriver eller går tur, læser jeg.
P.t. er jeg i gang med to bøger: Jørgen Johansens bog om pilgrimme og pilgrimsrejser og Gretelise Holms Paranoia – begge højst læseværdige værker.

Relateret til: Martin Jensen