Århus-Krimi 2006 - interview med forfatterne

Krimisiden er en del af Bognettet

af Lone Pedersen 17.10.2006

Århus-krimi blev vundet af to yngre mennesker, som har skrevet en krimi om Marburg-virus. Læs mere om processen og hvem der står bag romanen.

"Sp) Hvad er jeres baggrund/uddannelse?"

Sv: Jeg (Boris Hansen) er uddannet som multimediedesigner og arbejder i øjeblikket som webdesigner i Århus. Tidligere har jeg arbejdet med filmmediet på bl.a. Den Europæiske Filmhøjskole. Min medforfatter (Sara Bindeballe) har færdiggjort en bachelor i Etnografi og tager i øjeblikket sin kandidatuddannelse på Mellemøststudier.

"Sp) Hvordan kom I igang med at skrive denne krimi?"

Sv: Jeg præsenterede idéen for Sara i november sidste år efter at have opdaget konkurrencen via Fyldepennen.dk. Vi havde på det tidspunkt brugt mange cafédage på at diskutere litteratur, og derfor virkede det oplagt (men stadig skørt) at se, hvad der ville ske, hvis vi selv prøvede at skrive. Jeg har selv skrevet en del tidligere, så det var nok mest ukarakteristisk for Sara at hoppe med på vognen, men hvorfor ikke lære hinanden bedre at kende ved at gøre noget utraditionelt, sjovt og personligt?

"Sp) I er to om at skrive, hvordan er fordelingen? "

Sv: Vi fastlagde nærmest fra første dag, at selve planlægningen af historien skulle være en fælles indsats. Derefter ville jeg skrive selve kapitlerne og med det samme give dem videre til Sara - typisk 3-4 ad gangen - så hun kunne læse og redigere. På den måde kunne vi udnytte alle styrker: At jeg skriver meget, at Sara læser meget, og at vi begge har det med at få idéer.

"Sp) Hvordan kom i på emnet? Hvad inspirerer jer når I skriver? "

Sv: Bogen handler bl.a. om opdyrkelsen af et farligt virus og om korruption i et tilknyttet firma. Vi havde en masse idéer oppe at vende, før vi besluttede os, men det centrale for alle idéerne var, at der skulle være et skræmmende element - en slags X-faktor, som alle kan gyse over, selvom de ikke kender teknikken bag. Vi snakkede om nanoteknologi og andre videnskabelige grene, men i sidste ende valgte vi virologi som et centralt emne. Man behøver ikke være forsker for at forstå konsekvenserne af, at et dødeligt virus slipper løs.

Vi fandt bl.a. inspiration fra de bøger, vi begge har læst - hvad kunne vi lide ved dem; hvad kunne vi ikke lide ved dem; hvilken tone forsøgte vi at ramme, og hvilke klichéer ville vi undgå? Den slags er nemmere, når man har en fællesramme at referere til.

"Sp) Hvordan planlagde i bogen? Havde I plottet klar fra starten eller startede I et helt andet sted?"

Sv: Da vi først vidste, at virologi var omdrejningspunktet, begyndte vi at tænke i ’forbrydelsen’, der jo ligger til grund for den typiske krimi. Hvilken forbrydelse kunne man knytte til virologi? Hvilke motiver kunne ligge bag?

Vi brugte en måned på en serie af brainstorms, der langsomt blev mere og mere specifikke. I januar gik jeg i gang med at skrive ud fra en nogenlunde præcis idé om vores hovedpersoner og handling, men vi fastlagde stadig de enkelte kapitler, samtidig med at jeg skrev. Det blev en meget organisk proces, hvor vi brugte den ene dag på at diskutere, hvad der skulle ske i kapitel 7, og den næste dag på at skrive kapitel 5. Normalt foretrækker jeg at have alle kapitler planlagt, inden jeg begynder at skrive de første ord, men konkurrencens deadline gjorde, at vi måtte skrive og planlægge sideløbende. Af den grund måtte vi også bruge en rum tid på til sidst at sikre, at alting gav mening og virkede sammenhængende.

"Sp) Var der problemer i skrivningen eller gik alt glat? "

Sv: Alt gik bestemt ikke glat. Udover den nævnte vekslen mellem planlægning og skrivning, så var vi også nødt til at foretage en del research undervejs. Ingen af os kendte særlig meget til virologi eller laboratoriearbejde tilbage i november, så vi måtte sætte tid af til at lære om forskellige områder.
På den mere humane front gik der også lidt tid, før de forskellige karakterer - deriblandt hovedpersonerne Christian Mørck og Marija Aleksa - trådte ordentligt i karakter. Da først vi forstod dem, var de lettere at skrive om.

"Sp) Hvad var det sværeste at skrive? og hvad var det sjoveste?"

Sv: For mig var interaktionerne mellem karaktererne det sjoveste. Både dialog og email-udvekslinger mellem de to hovedpersoner, men også de mange bipersoner, der optræder rundt omkring. Vi har et ret omfattende persongalleri i forhold til bogens størrelse, så det var spændende gennem dialog og handling at prøve at gøre alle bipersonerne særprægede på meget kort tid.

"Sp) Hvor meget research er der bag bogen? Og hvordan researcher I?"

Sv: Det var vigtigt for os at bogen udstrålede et minimum af autencitet, men dette skulle balanceres imod det begrænsede tidsrum, vi havde til at skrive historien i. Man kan opdele research i to lejre: Den slags, man foretager, fordi historien afhænger af det, og den slags, man foretager for at gøre historien mere troværdig. Vi koncentrerede os først og fremmest om ’kritisk research’, der var med til at forme historien: Hvilke procedurer er nødvendige under opdyrkelse af et virus? Hvordan opfører virusset sig?
Senere gik vi tilbage og gjorde historien mere troværdig ved at indsætte de ikke-kritiske, men fyldestgørende detaljer - Hvordan siger man ’skål’ på litauisk? Hvilken slags dessert kan man få på netop denne restaurant i Århus?

Vi foretog primært research via nettet - et genialt, men også farligt redskab. Farligt fordi man er nødt til at undersøge sine kilder grundigt. Derfor rådførte vi os også med venner og bekendte, der har kendskab til de relevante fagområde - især i forbindelse med virologi. Nogle ting er man nødt til at have forklaret i stedet for at læse om.

"Sp) Hvordan var det at vinde prisen foran flere kendte forfattere?"

Sv: Vi har faktisk aldrig fået at vide, hvem der ellers deltog i konkurrencen, men det er for så vidt også ligemeget for os. Der er rigtig mange faktorer, der er afgørende for, hvor god en historie bliver - især når man har en streng deadline - og derfor er det ikke retfærdigt at ’dømme’ andre forfattere, fordi de er kendte, men alligevel ikke vandt. Vi er først og fremmest tilfredse med, at folk nu får chancen for at læse vores historie.

"Sp) Hvordan er det at få udgivet sin første roman?"

Sp: Fra den dag, vi fik opkaldet fra Husets Forlag for halvanden måned siden, har vi næsten ikke snakket om andet - sådan da. At se bogen med omslag, at bladre i den, at blive interviewet om arbejdsprocessen, at få overrakt prisen - det har altsammen været med til at skabe en helt unik oplevelse.

"Sp) Vil I fortsætte med at skrive krimier eller kaster I jer over noget andet? "

Sv: Jeg er selv i gang med at skrive på et nyt projekt - ikke en krimi - men denne gang er det mere på egen hånd. Sara får stadig lov at agere redaktør, når manuskriptet engang lægger færdigt, men ellers er det et soloprojekt. Vi kommer nok til at arbejde sammen igen i fremtiden, men først når den rigtige idé foreligger.

"Sp) Hvad læser I selv? Hvad er den seneste bog I har læst? "

Sv: Vi er på en måde modpoler, hvad litteratur angår, og det har vi haft megen sjov ud af. Jeg læser selv primært moderne fiktion, der blander den spændende historie med en vis emotionel dybde - gerne indenfor de bedste 10 procent af science fiction- og fantasy-genrerne. Senest har jeg (gen)læst Ender’s Game af Orson Scott Card.

Sara læser både klassisk litteraur, smal litteratur, digtsamlinger og ’bøger, man bør have læst’, og er nok mere eksperimenterende end mig. Senest har hun læst Fay Weldon’s ’En hun-djævels bekendelser’, og før det en samling kinesiske digte.

Relateret til: Sara Bindeballe, Boris Hansen