Mailinterview med Anita Lillevang

Krimisiden er en del af Bognettet

af Lone Pedersen 06.03.2008

"...men generelt synes jeg, man skal researche i god tid, derefter glemme det meste – og så skrive en god og medrivende historie..."

1) Hvordan kom du i gang med at skrive - Hvem inspirerede dig til at skrive?

Jeg har altid skrevet, altid haft forskellige historier kørende inde i hovedet. Jeg tror, det er noget medfødt. Mit barndomshjem var ikke specielt bogligt, der blev ikke læst godnathistorier hver aften og den slags. Men jeg fandt tidligt ud af, at de der bogstaver kunne et eller andet. Jeg lærte mig selv at læse som femårig og ved alle familiefesterne sad jeg altid for mig selv på et børneværelse med næsen i et Anders And-blad eller noget lignende, for den slags købte min mor aldrig.

2) Hvorfor skriver du krimier? Kunne du tænke dig at skrive andet?

Jeg skriver krimier, fordi jeg havde personen – Carla –og miljøet: den navnløse, fiktive, østjyske lilleby. Og de passede godt til en krimi. Jeg har planer om at skrive andet, men ikke lige nu.

3) Hvor meget af dig selv er der i dine bøger? Er du en af personerne, og i så fald hvem?

Ingenting og alting. Alle personerne er jo skabt i min fantasi, så jeg på den måde må jo påtage mig ansvaret for dem alle. Carla kom snigende til mig, jeg brugte flere år på at lære hende at kende, før jeg for alvor begyndte at skrive om hende. Der er mange, der blander Carla sammen med mig, men der er altså tale om to meget forskellige personer. Jeg synes faktisk, jeg mere ligner Lars Emil, hvis jeg endelig skal ligne nogen. Men alle mine personer er altså pur fantasi, de har det med at komme dumpende, efterhånden som jeg får brug for dem.

4) Når du skriver, skriver du så til en bestemt målgruppe? Eller skriver for/til dig selv?

Jeg skriver først og fremmest for min egen fornøjelses skyld. Hvis jeg ikke selv morer mig og engagerer mig, kan jeg ikke forvente, andre vil gide læse det. Jeg har et billede af mine læsere som primært voksne kvinder. Men alle er velkomne til at være med og jeg har haft stor fornøjelse af at høre nogle mandlige læseres reaktion på bøgerne.

5) Hvad er det sværeste i skriveprocessen? Og hvad er det sjoveste?

Lige nu kæmper jeg med bog nr. tre, som absolut ikke vil makke ret og det er alene på grund af tid. Jeg arbejder med mange flashbacks og er bange for at min arme læser skal fare vild i springene mellem fortid og nutid. Jeg ved præcist, hvad der skal ske og hvorfor, men dramaturgien driller lige nu. Det sjoveste? Det er alt sammen sjovt, men ofte på den hårde måde. Bortset fra den sidste korrektur. Der er jeg langt ude over kvalmepunktet med teksten og skal virkelig tage mig selv i nakken og følge arbejdet helt til dørs, selv om jeg mentalt er langt inde i det næste bind.

6) Hvordan researcher du? Hvor meget går du op i researchen?

Jeg researcher så lidt som muligt. Jeg bliver selv frygteligt irriteret, når jeg får en bog i hænderne, hvor forfatteren skal demonstrere, hvor enormt meget han eller hun har læst op på et eller andet emne. Jeg trækker i høj grad på min elefantiske hukommelse fra et langt liv som journalist og læsehest, suppleret med enkelte opslag eller opringninger. Research er fint nok og jeg kan se på ideerne til mine kommende bøger, at der også venter mig noget af det forude, men generelt synes jeg, man skal researche i god tid, derefter glemme det meste – og så skrive en god og medrivende historie.

7) Når du starter på en ny roman, hvor meget har du så klart fra starten?

De store linier ligger fast: et tema, et offer, et tidsforløb, nogle motiver og mulige gerningsmænd – men jeg har ikke nødvendigvis lagt mig fast på, hvem der gjorde hvad. Og når først jeg er i gang med selve rugbrødsskrivningen, kan der sagtens dukke noget op, som ændrer kursen. Så følger jeg det og ser hvad der sker. Nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke. Som regel gør det, fordi personerne er så tæt på og levende, mens jeg skriver, at deres psykologi bliver meget klar og så må de nødvendigvis handle som de gør, og det er ikke altid lige det, jeg havde planlagt på forhånd.

8) Hvad læser du selv? Og hvor meget bliver du inspireret af det du læser?

Jeg læser meget og mange genrer. Jeg kan godt få en dille og kaste mig over et fagligt emne som havearkitektur eller Palæstinas historie, men det er mest skønlitteratur, jeg læser. Og for tiden især krimier, fordi jeg hele tiden bliver spurgt, hvad jeg mener om mine krimi-kolleger og så er det ret flovt slet ikke at have læst dem. Så jeg er ved at samle op på nutidige, skandinaviske krimiforfattere, og må indrømme, at jeg endnu ikke har åbnet en Stieg Larsson. Ellers har jeg i høj grad læst amerikanske krimier, som min dejlige veninde derovre har sendt fra New Orleans og Oregon. Ikke-oversatte ting af Barbara Hambly, Susan Wittig Albert, Laurie R. King... Jeg bøjer mig i støvet for stilister som Herman Bang, Gustav Wied og Hans Scherfig, elsker Jane Austens romaner og beundrer Herbjørg Wassmo for hendes totale frygtløshed. Men jeg skriver mine egne historier med min egen stemme.

9) Hvad er den seneste bog du har læst? Og hvad er den bedste bog du har læst?

Seneste bog: jeg har lige genlæst Scherfigs ”Idealister” og egentlig ville jeg have læst ”Frydenholm”, men den er jeg kommet til at låne ud til min ældste søn og så måtte jeg nøjes med ”Idealister”, som jo lægger op til begivenhederne i ”Frydenholm”. Jeg har nok læst begge bøger 20-30 gange, så det er lige som at hilse på en god, gammel ven.

Jeg kan ikke pege på en bedste bog, for det skifter med humøret. På favoritlisten står – udover de ovennævnte – Svend Åge Madsens ”Tugt og utugt i Mellemtiden”, George Elliots ”Middelmarch” og Julian Rathbones ”Krystalkontrakten”.

10) Er du i gang med endnu en bog? Kan vi vente mere om Carla og Lars Emil?

Javist, Carla pisker mig rundt i manegen ved at blive ved med at fortælle mig små historier om ting, der sker i hendes lille by og dens omegn og ved at udpege nye personer, der går omkring i gaderne og skal kigges nærmere efter i sømmene og læres at kende. Som sagt, så kæmper jeg med noget tid i den, jeg skriver på lige nu, men ellers er der ideer nok at tage af, hvis ellers læserne og forlaget vil lege med.

Og hvis ikke - så skriver jeg dem nok alligevel, bare for min egen fornøjelses skyld.

Relateret til: Anita Lillevang