![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Mailinterview med Michael Katz Krefeld af Lone Pedersen 15.03.2008 "...Maja Holm er ikke mit alter ego, men til gengæld kender jeg hende bedre end nogen anden i den virkelige verden..." siger forfatteren bag succesbogen "Før stormen". Læs hele interviewet her 1) Hvordan kom du i gang med at skrive - Hvem inspirede dig til at skrive? Jeg startede som manuskriptforfatter, og har skrevet til forskellige tv-serier. Herunder “Nikolaj og Julie”, “Hotellet” og senest “Nynne”. Derfra fik jeg lyst, og senere hen mod til, at gå i gang med at skrive min krimi Før stormen. - Der er særligt 3 manuskriptforfattere som stadig inspirerer mig; Richard Price (Sea of Love) Robert Towne (Chinatown) Lawrence Kasdan (Body Heat). Af romanforfattere er jeg helt klart fan af James Elroy og J.G. Ballard. 2) Hvorfor skriver du krimier? Kunne du tænke dig at skrive andet? Jeg synes i sær den skandinaviske krimitradition ligger godt til mig, fordi man her både kan arbejde med en elementær spændende fortælling samtidig med at man kan forholde sig til emner der er samfundsrelevante. - Nu skriver jeg stadig for film og tv, men det er ikke sådan at jeg egentlig tænker i at beskæftige mig med andre genrer når det handler om bøger. Der er så mange muligheder inden for krimigenre, at jeg nok altid vil beskæftige mig med den på den ene eller anden måde. 3) Hvor meget af dig selv er der i dine bøger? Er du en af personerne, og i så fald hvem? Jeg bruger mig selv så meget som muligt. Episoder fra min hverdag, mine erfaringer og personer jeg møder, kommer automatiske ind i handlingsforløbet. - Der er lidt af mig selv i de fleste af mine karakterer. Maja Holm er ikke mit alter ego, men til gengæld kender jeg hende bedre end nogen anden i den virkelige verden. 4) Når du skriver, skriver du så til en bestemt målgruppe? Eller skriver for/til dig selv? Jeg skriver for mig selv. Fordi jeg synes, det er interessant at komme tæt på mine hovedpersoner igennem skriveprocessen. Lære dem at kende, finde ud af hvorfor de handler som de nu gør. Omvendt har udgivelsen gjort mig bevidst om at der et publikum der følger med, det er både skræmmende og inspirerende. 5) Hvad er det sværeste i skriveprocessen? Og hvad er det sjoveste? Det sværeste er at fortælle præcis hvad ens personer tænker, hvad de siger, hvordan scenen skal udspille sig og hvordan plottet skal udfolde sig. At få det hele til at gå op i en højre enhed så at sige. - Det er samtidig også det der gør det sjovt og berigende at skrive. 6) Hvordan researcher du? Hvor meget går du op i researchen? Jeg researcher i forskellige omgange. En overordnet research som giver mig et begreb om den verden, de personer og det tema som jeg udforsker. Siden hen en mere specifik research for at få detaljerne i fortællingen klarlagt. Jeg bruger forskelligt kildemateriale så som faglitteratur, avisartikler, Internet. Derudover fagfolk inden for de respektive områder jeg beskæftiger mig med. - Jeg går utrolig meget op i research, og det irriterer mig meget hvis en detalje ikke er korrekt. Omvendt føler jeg, at man som forfatter skal passe på ikke at overlæsse sin fortælling med detaljer for detaljernes skyld alene. Det dræber dramaet. 7) Når du starter på en ny roman, hvor meget har du så klart fra starten? Intet og alt. Det er en proces der starter med en karakter og en ide eller et tema. Noget som jeg har lyst til at vide mere om. Derfra vokser det bare, nye karakterer kommer til og et plot begynder at udvikle sig. 8) Hvad læser du selv? Og hvor meget bliver du inspireret af det du læser? Jeg læser meget faglitteratur i forbindelse med min research. Af skønlitteratur har jeg ikke nogle specielle præferencer, jeg kan lide at læse mange forskellige genre. Til gengæld elsker jeg at opdage nye bøger/forfattere. - Jeg bliver ikke rigtig inspireret af andres bøger, jeg synes at det er andre ting der inspirerer mig, så som: avisartikler, fotografier, malerier, personlige oplevelser, og mennesker jeg møder. 9) Hvad er den seneste bog du har læst? Og hvad er den bedste bog du har læst? “The end of mr. Y” af Scarlett Thomas er den seneste bog. Og som jeg klart kan anbefale. Tror ikke den er oversat endnu Jeg har læst alt for mange gode bøger til at jeg blot kan nævne en. I virkeligheden har jeg altid følelsen af at når jeg har lagt en fantastisk bog fra mig så sletter den alle andre bøger jeg har læst ... indtil den næste fantastiske bog dukker op. 10) Er du i gang med endnu en bog? Kan vi vente mere om Maja Holm? Ja jeg arbejder i øjeblikket på en selvstændig efterfølger til Før stormen. Planen er at lave en lille serie med Maja Holm i hovedrollen. Jeg kan allerede afsløre nu at næste bind ikke kommer til at løbe stille af. Relateret til: Michael Katz Krefeld |