![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Mailinterview med Ditte Birkemose af Lone Pedersen 21.09.2009 Ditte Birkemose er tilbage med nyt om Kit Sorel efter 10 år. Og hvilken tilbagekomst - læs mere om skriveprocessen og hvorfor vi skulle vente så længe på at høre nyt om Kit. 1. Hvorfor blev du forfatter? Hvordan kom du i gang? Jeg har altid befundet mig godt i fantasiens verden. Og lige siden jeg var barn, har jeg holdt af at fortælle historier. I skolen havde jeg en fantastisk klasselærer, hr. Iversen, som altid læste mine stile højt, mens jeg sad med blussende kinder og var både genert og glad. Jeg fortsatte min ’storytelling’, da jeg blev mor, og derfor er det nok ikke helt tilfældigt, at den første bog, jeg skrev, var en børnebog … 2) Hvordan er din skriveproces? Sidder du og skriver kl. 8-16 eller ? Min skriveproces er en rodet affære. Jeg griber ideerne, som de nu en gang kommer, og somme tider skriver jeg både nat og dag. Jeg ville ønske, at jeg kunne planlægge det hele lidt bedre. I det hele taget beundrer jeg dem, der har mere styr på dagligdagen, end jeg har. Men efterhånden har jeg opgivet at tro på, at det bliver anderledes. Jeg er, som jeg er. Et noget rodet og ustruktureret menneske … 3) Hvor meget research ligger der bag dine bøger? Som sådan plejer jeg ikke at researche. Undtagelsen er ’U-233’. Der var det nødvendigt for mig med en del research, og det samme kommer til at gøre sig gældende med den næste Kit Sorel. 4) Hvad er det sværeste ved at skrive? Og hvad er det sjoveste? At skrive en roman er en voldsom affære med op og nedture. I begyndelsen er man drevet af begejstring, sådan er det nødt til at være. Men så kommer perioder med tvivl … Det er jo et ensomt arbejde, man har kun sig selv, og er nødt til at stole på sine egne fornemmelser. 5) Hvordan tænker du i komposition. Hvilke litterære modeller skriver du efter? Jeg er intuitiv og tænker som sådan ikke i komposition. Og så vidt jeg ved, skriver jeg ikke efter litterære modeller. I hvert fald ikke bevidst. 6) Hvilken målgruppe har du? Skriver du specifikt til denne målgruppe eller skriver du for dig selv? Jeg har altid syntes, at det lød sådan lidt krukket, når en forfatter hævdede, at vedkommende udelukkende skrev ’for sig selv’. Hvis det var tilfældet, kunne man jo nøjes med at lade manuskriptet blive liggende i skrivebordsskuffen. Selvfølgelig vil man gerne have, at andre læser dét, man har lavet. Men jeg kan ikke sige, at jeg skriver til en bestemt målgruppe. Jeg henvender mig til et ’du’. Til dig. Det er sådan, det fornemmes … 7) Hvad er den seneste roman du selv har læst? Den seneste roman, jeg har læst, er ’Tiden hænger på træerne’, af Lone B. Skovgaard. Det er ikke en krimi, men en form for magisk realisme. Og den er vældig god. 8) Du har lige udgivet en ny roman (august 2009) men har du allerede ideer til en ny? Ja, jeg er allerede ved at udvikle plottet og forberede research til den næste Kit Sorel. 9) Hvorfor gik der så mange år siden sidste bog om Kit? Hvad har du lavet i disse år? I disse dage er der nok en udbredt myte om, at alle, der skriver krimier, tjener kassen. Men det er langt fra tilfældet. Som forfatter – og især forfatter i et lille land som Danmark – er de fleste nødt til at have andet arbejde. Jeg har været så heldig, at jeg kan leve af at fortælle historier, så i mange år har jeg som en anden Sherazade skrevet noveller og romaner til ugeblade i Danmark, Norge og Sverige. Det har været bestillingsarbejde, og det har været godt nok. Men det har samtidig drænet mig for energi til at skrive ’mit eget’. 10) Nyeste bog handler jo om miljø-debat - er du selv meget miljøbevidst, så det var et must for dig at skrive om dette emne? ’U-233’ er en såkaldt ’klima-krimi’. Og plottet opstod, fordi en frygtelig tanke en dag greb mig: Hvad nu, hvis vi alle sammen er ført bag lyset? Hvad nu, hvis sandheden er en helt anden, end det vi tror? 11) Hvilken bog ville du ønske du havde skrevet? Og hvorfor? Der findes ingen bog, som jeg ville ønske, at jeg selv havde skrevet. For så ville nydelsen ved at læse den jo gå tabt :-) Men der findes mange forfatterskaber, som jeg beundrer og sætter stor pris på. |