menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Bitre mandler - kriminoveller i vinterkulden


af Lone Pedersen 20.12.2010


En nyudkommet novellesamling fik mig samtidig til at gribe et par gamle samlinger og læse dem igennem. Ikke alle noveller fængede men en del var overraskende gode.

Det er nok ikke alle der har lige meget tid til at læse tykke krimier i vintervarmen, men så kan man jo kaste sig over kriminoveller.
Jeg fandt selv en samling noveller frem den anden dag, som er samlet af selveste Alfred Hitchcock, nemlig "Der var engang et mord". Grunden til jeg i sin tid købte denne efterhånden gamle samling er at der var et par noveller af to af mine yndlingsforfattere.

Nemlig Lawrence Block og Donald Westlake. Block skuffede dog lidt, men det gjorde Westlake så ikke heldigvis. Det er en herlig lille historie med forfatterens vanlige finurlige figurer, og en krølle på historien til sidst. En historie om Mrs. Kelly som en dag ser en arm fra et lig fald ned gennem affaldsskakten. Men politiet tror ikke på at hun i de kommende dage ser flere ligdele falde gennem affaldsskakten.

Men den novelle der måske er bedst er den afsluttende, skrevet af C.B. Gilford "Hævnen er sød". Om en ældre kvinde der tvinger sin nevø og hans kone til at varte sig op på alle leder og kanter. For ellers anklages de for mordet på hende, så hvor meget kan man passe på en gammel dame som bare ikke vil dø??

Der var selvfølgelig også andre noveller i samlingen (Paul Eiden, Frederic Brown, Hal Dresner for at nævne et par forfattere) og det er af en lidt svingende kvalitet, men nok noget der skal fange læseren.

Eller Queen er jo et pseudonym for to amerikanske fætre, som skrev et utal af kriminalromaner, men de har også lagt navn til en lille serie af kriminoveller, "Ellery Queen kriminalmagasin".
Jeg har en pæn stor del af denne samling, og da jeg ikke tidligere har fået læst nogle af novellerne, var jeg ikke så målrettet så jeg greb altså bare en bog i rækken, hvilket blev nr. 12. I denne samling er der 6 korte noveller og en roman til slut (ca 50 sider).

Her er bla en novelle om en mand der bilder konen ind han har en del sorte penge stukket til side. Og da han så dør, begynder konen og elskeren at lede efter disse penge, men manden havde en bagtanke med sin plan som lykkes fint set fra mandens vinkel.

I en ny samling kriminoveller "Bitre mandler" er der f.eks. noveller af Anna Grue, Lotte & Søren Hammer og Inger Wolf som et par af de nye forfattere i samlingen.

For det er en ældre samling der er peppet op med et par nyskrevne noveller. Men det er skader bestemt ikke - novellen af Anna Grue handler om far og to voksne døtre der samles til julefrokost. Mor er ikke med, og langsomt får vi løftet en flig af familiens historie. Om en mor der ofte var fuld og idag mener døtrene far har myrdet mor, for der er så stille i huset. Men ikke alt er som et ser ud, og vi får en lidt overraskende slutning .

Det samme sker i Elsebeth Egholms novelle "Højt fra træets grønne top". Her er det den kvindelige organist som har problemer med korlederen. Han har forulempet organistens datter, og hvad gør man så ved det. Ja, organisten finder en løsning på sagen, men det viser sig hun ikke har regnet hele sagen rigtigt ud alligevel - desværre for organisten.

Men læs mere i denne lille samling kriminoveller som også sagtens kan bruges som mandelgave for den læseglade familie. Som altid i novellesamlinger, kan man måske opdage en ny forfatter som lige skal udforskes lidt mere.


De tre samlinger der er omtalt i denne artikel er:

"Bitre mandler : krimi- og spændingshistorier", redaktion Line Rasmussen & Hans Henrik Schwab, Lindhardt og Ringhof, 2010

"Der var engang et mord", samlet af Alfred Hitchcock, Skrifola, ? år

"Ellery Queen kriminalmagasin 12", Spektrums pocketbøger, 1970
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden