menulogo

Krimisiden er en del af Bognettet

Krimi noveller - tre nye samt et par knap så nye


af Lone Pedersen 28.11.2011


Det er ikke alle der har så meget juleferie i år så måske de kun kan nå at læse et par noveller i ferien. Eller også kan man jo se på novellerne som en god intro til en ukendt forfatter.

Der er et par gode nyheder i butikkerne i denne tid. Flere bitre mandler er just udkommet og er en efterfølger til 2010 titlen Bitre mandler. Det er en novellesamling med noveller af 10 danske forfattere . Alle noveller med julen som omdrejningspunkt, og den indeholder noveller af bla. Susanne Staun, Inger Wolf og Lotte & Søren Hammer. Per er i gang med at læse samlingen så der kommer mere om den senere her på Krimisiden.

En pendant til denne danske samling er den svenske Vintermord. Her er det 10 svenske krimiforfattere der har skrevet noveller der alle foregår ved jule og vintertide. Det er bla. Arne Dahl, Håkan Nesser samt Maria Ernestam der har skrevet disse noveller. Lone har netop snuppet bogen med hjem fra biblioteket, og vil snarest anmelde den her på Krimisiden.

For et par uger siden udkom den tyske novellesamling, Forbrydelser af Ferdinand van Schirbach. Det er noveller der kredser om forbrydelser fra Tysklands top og bund. En glimrende samling noveller, der giver en god intro til en del af den tyske krimitradition.

Sidste sommer udkom samlingen Liv for liv, også skrevet af danske forfattere. Her gik overskuddet til dansk Flygtningehjælp og de bidragende forfattere er velkendte af alle krimilæsere. Det er forfattere som bla. Anna Grue, Jussi Adler Olsen og Elsebeth Egholm

Tilbage i 2009 udkom samlingen Copenhagen noir, som måske ikke er så meget en kriminovellesamling som en samling noveller med Københavns bagside som skueplads. Og derfor er der også plads til andre forfattere end de kendte krimiforfattere. Her har bla. Klaus Rifbjerg, Naja Marie Aidt og Dorph/Pasternak bidraget.

Dette var et par bud på nogle gode novellesamlinger til juletiden, uanset man har lidt eller meget tid til at læse. De kan helt sikkert også læses efter jul.

God jul til jer alle og tak for jeres opbakning i det forgangne år.

Med venlig hilsen
Redaktionen
krimisiden.dk
Tilbage
Om Krimisiden