![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Interview med Lene Dybdahl af Per Kjær 05.10.2014 Lene Dybdahl fortæller levende om sin nye roman fra 15-1600-talltes London. Romanen udkommer 18.10 - og handler bl.a. om en magisk paraply af sort drageskind! Hvordan kom du i gang med dit forfatterskab, og hvorfor er du blevet forfatter? Jeg begyndte med at skrive meget lange stile i folkeskolen. Dansklæreren sagde, jeg skulle sende et manuskript til et forlag. Det fik mig til at drømme om at blive forfatter. Jeg fortsatte med at skrive, fik nogle afslag og opgav det hele. Indtil forlaget Tellerup opdagede mig i en skrivekonkurrence på nettet og udbad sig et manuskript. De fik Den Gyldne Nøgle og takkede ja til den og de to næste i serien. Det var en barnedrøm, der gik i opfyldelse, første gang jeg stod med den trykte bog i hånden. Hvordan er din skriveproces? Sidder du målrettet foran tasterne 8 timer om dagen eller skriver du en roman i løbet af f.eks. 3 måneder? I begyndelsen var det ustruktureret. Der kunne gå dage eller uger imellem jeg skrev. I dag planlægger jeg plottet først i detaljer, før jeg begynder at skrive. I sommerferien kan jeg producere meget, men i hverdagen, hvor jeg arbejder deltids som lærer, bruger jeg weekenderne. Jeg følger mit mindmap og min disposition og skriver nogle timer, hvis der er ro derhjemme. Når jeg f.eks. læser dine romaner om David og Laura, tænker jeg jo ikke kun på Spanien og geografien her, men selvfølgelig også på de forskellige historiske personer du bruger i historien og dit kendskab til ’broderskaber’. Hvor meget research bruger du i din skriveproces og hvordan foretager du din research? Til Nøglens Vogtere-serien fik jeg megen research foræret, fordi jeg havde skrevet speciale om Alhambra-paladset på universitetet. Til Den Sorte Paraply har jeg brugt nogle måneder på at læse i historiske værker, se film og søge på nettet. Det foregår sideløbende med skrivningen. Hvad synes du er sjoveste når du skriver? Det sjoveste er at gøre grin med personer i mine historier, at skabe en humoristisk scene, der fungerer, så jeg selv sidder og klukker. Og så elsker jeg, når jeg kommer til de virkeligt dramatiske steder i handlingen, hvor jeg bare kan skrive derudaf i timevis uden at tænke på andet. Har du litterære forbilleder eller en roman som du tænker - den ville jeg gerne have skrevet? Jeg ville gerne have skrevet Suzanne Collins’ serie om Gregor i Underlandet. Den er rigtig god, og jeg læste alle fem bøger på få uger. Hun er god til at skabe nuancerede personer, der bliver levende på papiret uden hun går på kompromis med det spændende plot. Et spændende plot er et must for mig, når jeg skriver og læser. I redigeringen sletter jeg alt, hvad jeg synes, er kedeligt i manuskriptet. Læseren må ikke kede sig. Hvilke forfattere læser du selv, når du skal slappe af med en god bog? Jeg kan godt lide Philip Kerr, Suzanne Collins, Lene Kaaberbøl, Arne Dahl, C. J. Sansom, James Forrester og Boris Akunin. Hvis man skal finde nogle fællestræk for disse forfattere er det, at de er dygtige til at lave spændende plots, de har et godt sprog, flere af dem har humor, og nogle af dem skriver historiske romaner, der foregår i et univers, som er anderledes end vores. Når du starter på en ny roman, hvor meget har du så klar fra starten? Jeg har lært af erfaring, at det fungerer bedst for mig at have det hele klar, før jeg begynder at skrive. Jeg bruger et mindmapping-program til at danne et overblik over handlingen. Jeg skriver i øjeblikket på første bind i en ny fantasyserie, og til den har jeg designet en hel verden i computerprogrammet, før jeg begyndte at skrive. Første bog har arbejdstitlen Vandskabning og handler om en pige, der kan ånde under vand. Jeg kan forstå at du er i færdig med en helt ny roman, hvor vi er tilbage i England i 1666. Vil du fortælle os noget om din nye roman, lidt om handlingen, hvorfra du fik ideen til denne roman og ikke mindst, hvornår kan vi forvente at din roman er ude i butikkerne og på biblioteket? Den Sorte Paraply handler om den 14-årige adelssøn Robert Swift som tilbringer sommeren på landet med sin far. En nat buldrer en droske ned af markvejen med en sortklædt mand på kuskebrættet. Det er første varsel om, at Roberts trygge tilværelse snart er forbi. En magisk paraply af sort drageskind kommer til at spille en central rolle, ligesom Londons brand danner bagtæppe for handlingen. Jeg fik ideen til Den Sorte Paraply fra en skriveøvelse på Saxos online forfatterskole, hvor der skulle indgå en paraply. De 600 ord blev siden til 444 sider. På det tidspunkt læste jeg en del bøger, som foregik i 15-1600-tallets London, og jeg havde lyst til at tage på tidsrejse til denne periode. Herudover har den store brand altid fascineret mig. Den Sorte Paraply udkommer 18. oktober på Herlufsholm Fantasybogmesse, hvor jeg skal interviewes af Magnus Heunicke. Den kan købes i boghandlerne samme dag. Lene Dybdahl kan følgendes på flg. hjemmesider: Facebook eller på hendes hjemmeside |