![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Læseudfordringen 2019 af Lone Pedersen 04.01.2019 Igen i år tager vi en omgang krimiudfordring - kom med dine forslag til månedens emne og del din krimividen med os andre. Så er vi på banen igen med en ny omgang Læseudfordring. Vi har igen fundet på forskellige kategorier så vi forhåbentlig kan komme godt rundt i krimiverdenen. Om man læser en eller flere bøger indenfor emnet er underordnet. Men i år ville det være dejligt hvis i på både Facebook & Instagram satte #læseudfordringen2019 på, når I havde læst en bog indenfor månedens emne. Så kan vi inspirer hinanden den vej :-) Januar: En krimi af en forfatter jeg ikke kender Vi går stille og roligt i gang med en lidt let kategori. Men året skal jo også lige i gang :-) Jeg har allerede selv kastet mig over denne måneds udfordring. For jeg har givet mig i kast med den amerikanske forfatter Erik Storey, som skriver om en tidligere soldat Clyde Barr. Clyde vender tilbage til hjemegnen, da hans søster roder sig ud i noget med en stor narkogangster. Men der er mange spændende forfattere at give sig i kast med, så kom med din bud ! Februar: En pensionist opklarer sagen Der er efterhånden kommet en del bøger hvor det ikke er politiet eller en privatdetektiv der opklare sagerne. Og der er faktisk også en del pensionerede personer som opklarer sager. Tænk bare på Harry Bosch eller John Rebus. Jeg ved godt de er tidligere politifolk, men de bliver en dag pensionerede. Og skal så til at klare sig på anden vis. Så godt som de nu kan. Selvom de måske nok kommer tilbage til politigerningen på en eller anden vis. Der er dog andre derude som måske er knap så kendte pensionister. Jeg vil præsenterer jer for nogle af dem gennem februar måned, og I er meget velkommen til at give jeres besyv med. Marts: En bog af en forfatter der kommer på Krimimessen Programmet er løsladt og vi er ved at kigge det igennem - hvordan skal planen for Krimimessen lægges? Hvordan får vi set flest forfattere ? Hvordan får vi set og købt flest bøger? Sådan er det no for det fleste af os i denne måned. Og samtidig udkommer der mange nye bøgre, især af de forfattere som gæster messen. Så det kan være svært at følge med. Men vi kan da gøre et forsøg – så grib ned i stakken af bøger og kom i gang med at læse krimier af en eller flere af de forfattere som gæster Krimimessen i år. Selv skal jeg da lige have læst seneste Dennis Jürgensen, ligesom jeg også skal have læst nyeste Clare Macintosh (den udkommer i midt marts). Så har jeg også kig på nyeste Finn Halfan og så er der jo alle de andre gode krimier også.....!! April: En britisk krimi Det var jo meningen at England skulle have forladt EU i slutningen af marts. Derfor syntes jeg det ville være godt at huske på de mange gode britiske krimier der findes. Og der er jo mange - lige fra de klassiske af Agatha Christie og Arthur Conan Doyle til de nyeste af Sharon Bolton, Peter James eller Peter Robinson. At England så endnu ikke her fundet en løsning på deres udmelding af EU, skal jo ikke hindre os I at læse gode britiske krimier. Du vil igennem april måned få gode læseforslag af britiske forfattere på vores Facebook & instagram sider. Vi håber du giver dit besyv med! Maj: En prisvindende krimi På Krimimessen for nyligt, blev der igen uddelt priser og diplomer til både danske og internationale krimiforfattere. Det fik mig til at tænke på hvor mange af de foregående års prisvindere jeg selv har læst Det har vist sig at være en pæn del, men der er også nogle af de ældste jeg ikke har læst. Endnu. Og det er jo kun de danske - så er der alle de udenlandske. En pæn del af disse er oversat til dansk så alle kan være med. Her har jeg listet bare et par af de store krimipriser. Men der er jo også krimiforfattere som har vundet andre litteraturpriser, så som De Gyldne Laurbær. Danmark: Det Danske Kriminalakademi Norge: Rivertonklubben Sverige: Svenska Deckarakademin Nordisk: Glasnøglen England: The Dagger Award Amerika: Edgar award Juni: En krimi der er udkommet i år Det er vist den lette del af dette års Læseudfordring. Der udkommer mange krimier i disse tider, og er ikke kun begrænset til vinterudgivelser. Nu udkommer der gode solide krimier hele året. Og lige nu kan vi jo se frem til nyeste Jussi Adler-Olsen lige om lidt. Senere på sommeren kommer der også mange andre gode krimier. Hvilken ny krimi ser du mest frem til i denne sommer? Juli: En krimi der foregår hvor du er på ferie Min ferie i år skal tilbringe i Danmark. Delvis i min egen have, delvis i et sommerhus ved Limfjorden. Jeg glæder mig til begge dele, for der er stadig masser af tid til at læse ! Jeg prøver altid at læse en krimi eller to der foregår i det område jeg skal på ferie, for det er sjovt nogle gange at følge i bogens fodspor. Et perfekt eksempel på det, var for et par år siden jeg var på Falster, og samtidig læste den historiske krimi "Kongens by" skrevet af Søren Marquardt Frederiksen. En rundtur i Nakskov i dagene efter, blev en helt anden oplevelse :-) Så nu vil jeg gå på jagt efter krimier der foregår ved Limfjorden og Mors! August: Læs en dansk krimi Ny måned og ny udfordring. Grib en dansk krimi og giv den en chance! Eller bliv ved med at læse danske krimier. Der udkommer mange danske krimier i disse år. Både af debutanter og af de mere etablerede forfattere. Så hvad om vi satte fokus på disse danske forfattere i denne måned? Af nye forfattere i måneden kan jeg nævne Else Lefmann og Katja Ranvits. Af gamle kendinge kan jeg nævne Mads Peder Nordbo, Thomas Rydahl og Søren & Morten Ellemose. September: En klassisk krimi Vi skal læse klassikere i denne måned. På bibliotekerne fejres hvert år i september en klassisk forfatter - desværre ikke så tit en krimiforfatter. Men så griber vi bare fat i nogle af dem selv. Der er jo forfattere fra Agatha Christie over Edgar Allan Poe. For ikke at glemme de to andre britiske krimidronninger Ngaio Marsh og Dorothy L. Sayers. I Norden er der jo også flere spændende klassiske forfattere. Sverige kan byde inde med Maria Lang, Sjöwall & Wahlöö og Henning Mankell. Norge med Fredrik Skagen, Kim Smaage og Gunnar Staalesen I Danmark kan vi jo byde inde med Palle Rosenkrantz, Else Fischer og Anders Bodelsen. men det er jo bare et par navne, så dyk ned i de klassiske krimier og opsøg evt. dit lokale bibliotek for input. Måske de ældste krimier gemmer sig i kælderen. Oktober: En krimi med retsmedicineren er fokus Vi er fascinerede af deres arbejde og samtidig frastøder det os. En retsmediciner der obducerer den afdøde for at finde dødsårsagen har i mange år været en populær figur i kriminallitteraturen. Forfattere som Simon Beckett og Patricia Cornwell har gjort det til deres varemærke. At have retsmedicineren i hovedrollen. I de senere år, er der også udkommet fagbøger hvor retsmedicinen er i fokus. Både de bøger hvor det er seleve medicinen der er i fokus. Men måske især der hvor retsmedicineren fortæller sin historie. Vi dykker i denne måned ned i alle disse bøger, og kan forhåbentlig opdage nye forfattere som vi ikke kendte før. November: En krimi der foregår hvor du er født Nå nu går vi tilbage til da vi blev født - find en krimi fra den by eller egn hvor du er født. Jeg er født i udkanten af Odense, og lige netop det sted er der ikke mange krimier der foregår. Men i Odense er der da et par bud. Hvis du skal have hjælp til at finde en krimi fra barndommens land, kan du evt. kigge på vores geografiske indgang. Ellers er der hjælp at hente på www.bibliotek.dk. her kan du søge på byer hvor bøgerne foregår. December: En krimi du kan læse på en dag Årets sidste måned er kommet hurtigere end jeg forventede ! Så denne måneds tema passer rigtig godt til mig - en bog du kan læse på en dag. Måske jeg er to dage om den så :-) Der findes både papirbøger og ebøger/lydbøger som sagtens kan læses på en dag. Jeg bruger selv ofte eReolen når jeg skal læse/lytte en kort bog. Der er en dal gratis bøger - også bøger du kan låne selvom din kvote er opbrugt for denne måned. Her tænker jeg på de blå titler. Hvis du har et abonnement hos en streaming tjeneste er der også masser af korte krimifortællinger at give sig i kast med. Hvis du er mest til papirbøger kan jeg anbefale dig at kigge på forfattere som Erik Populier, Orla Johansen eller måske en af de nyere Peoples Press Origials. Her er bla både Lotte Petri og Inger Wolf kommet med et par rigtig gode bøger. |