![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Læseudfordring i 2020 af Lone Pedersen 25.01.2020 I december skal vi læse noveller ! Vi følger Forlaget Lindhardt og Ringhofs læseudfordring. Overskuddet i denne vinter har været lidt lav, pga forskellige personlige ting der er sket i nærmeste familie. Så der er ikke så meget overskud til lige selv at finde på en læseudfordring. Men hvorfor også det, når andre har fundet på noget godt? ;-) Og så twister jeg den bare til at handle om krimier/spændingsbøger :-) December : Læs en novelle Her i årets sidste måned skal vi læse noveller. Det er jo perfekt læsning i denne måned som for nogle er meget travl. Eller vi bliver afbrudt ofte i læsningen, fordi der er lune æbleskiver og gløgg med familien. Måske der skal bages brunkager? Men bare rolig der findes mange kriminoveller derude, også noveller som involverer julen - eller vintertiden. Der er et par gode samlinger der hedder "Bitre mandler", ligesom forfattere som nye noveller af Don Wislow eller Matthew Arlidge. Og en klassiker som Edgar Allan Poe der også skrev en masse noveller. Jeg håber I finder nogle gode kriminoveller og I må meget gerne komme med jeres bud på gode kriminoveller på vores Facebook-side November : Læs en debutant Denne måneds udfordring gælder debutanter. Det er en spændende udfordring, som kan være enten en god eller en dårlig oplevelse. Men jeg vil alligevel opfordrer til at komme i gang ! For der er så mange skønne debutanter derude - og vi har jo alle skulle starte et sted. Jeg kan varmt anbefale de danske forfattere Jenny Lund Madsen, Rikke Dahl eller Walther Rebernik. Og der er mange andre gode og spændende debutanter derude. Oktober : Læse en klassiker Uha en lækker udfordring i denne måned. Der er et hav af gode klassiske krimier som man kan give sig i kast med! Men hvad er egentlig en klassiker: Nudansk ordbog siger det således: ”Et kunstværk som har en varig værdi” Altså en roman (eller novelle) som på trods af alder, stadig er populær. Jeg kan finde flere navne som vil passe fint ind i kategorien, navne som Agatha Christie, Ngaio Marsh, Raymond Chandler og Ed McBain. Eller danske forfattere som Orla Johansen og Else Fischer. Men der er jo også nyere forfattere som Henning Mankell, Dan Turell, Patricia Cornwell og et hav andre. September : En ny forfatter eller genre Jeg vil jo til enhver tid slå til lyd for at læse spændings- eller kriminalromaner:-) Så i dette lille skriv, vil jeg slå et slag for at prøve forfattere du normalt går udenom. Nogle er ikke til de mange skandinaviske krimier skrevet af kvinder, men hvorfor ikke give dem en chance. Prøv en enkelt eller to, og prøv at sætte dem ind i den kontekst de er skrevet. Find nogle anmeldelser eller analyser af bogen på biblioteket, og se hvad anmelderne mener om det. Eller hvad med at prøve en af de amerikanske klassiske krimier, med hårdtslående privatdetektiver der drikker whisky hver gang de er lidt nedtrykte over tilværelsen. Du kan som altid få inspiration til ny læsning på vores site og denne gang vil jeg anbefale dig at kigge på vores genresite. Her er gode ideer til ny læsning. Genresite August : En bog der gør dig klogere Der er faktisk krimier som kan gøre dig klogere - hvem kender ikke detaljer fra diverse krimi hvor du kan læse om ballistik, alibier og meget andet som kan være nyttigt? Men der er jo også hele fagbogsområdet - det kan være biografier skrevet af fagfolk som politifolk, kriminalteknikere eller retsmedicinere. Men det kunne også være at finde opslagsværker frem om krimiforfattere og finde ny inspiration. Disse bøger har dog efterhåneden en del år på bagen, men så kan man jo hente inspiration til ny læsning her på siden ;-) Juli : Anbefal en krimi Uha sikke en lækker udfordring! Er der noget bedre end at kunne anbefale andre gode krimier? Jeg synes det er en herlig udfordring, og der er da flere som kan anbefales. Min yndlingsforfatter er Michael Connelly, så hvis du ikke kender hans bøger om Harry Bosch så er det om at komme i gang. Af danske forfattere kan jeg varmt anbefale Jesper Steins serie om Axel Steen. Det er solide krimier med et rigtig godt plot. Og så er der jo alle de andre gode krimier. Forfattere som Julie Hastrup, Katrine Engberg,Michael Katz Krefeld, Anna Grue og de mange andre forfattere som skriver gode krimier. Hvis du har brug for nye input, kan du måske få nye ideer ved at finde din yndlingsforfatter her på siden. For ved mange af forfatterne anbefaler vi andre forfattere der ligner, så måske der er nye ideer til ferielæsningen. Juni : En rejse jorden rundt Der er nok ikke mange af os der kommer på de lange rejser i denne sommer, men så rejser vi bare i bøgernes verden i stedet! Og det gør vi hele jorden rundt! Og der er jo krimier der foregår over hele verden, kig efter inspiration på vores side med geografisk indgang. Jeg tror jeg skal prøve at få læst nogle flere krimier der forgår i fx sydamerika eller østeuropa. Vi kan jo inspirer hinanden på Facebook. Og måske hjælpe andre som også gerne vil læse en krimi der foregår anderledes steder på jorden :-) Jeg kan da varmt anbefale jer at kigge på Zoe Ferrari'e tre krimier der foregår i Saudi Arabien. De er et bekendtskab som er værd at give sig i kast med. Maj : En feel-good bog Kan en krimi være en feel-good bog? Ja det synes jeg den kan. For ikke alle krimier er blodige og grumme i fortællingen. Måske der er lige så meget vægt på andre sider af kriminaliteten. ELler der er humor med. En af de forfattere som jeg synes er lidt feel-good er Agataha Christie. Forbrydelserne er ikke så blodige, da forfatteren lægger mere vægt på andre sidder af den kriminelle gåde. Ellers kan jeg nævne en som svenske Lisa Hågensen, der er humor og uhygge i skøn blanding. Af andre forfattere som for mig er i feel-good genren er også amerikanske Sharyn McCrum og hendes serie fra Appalacher bjergene. Eller Martin Walkers to bøger, hvoraf "Politimesteren i St. Denis" er den første. Fransk charme og lækre omgivelser fint beskrevet. April : En krimi :-) Det er jo en let udfordring i denne måned. Og dog, nogle vil sige det er svært nu bibliotekerne har lukket. Men så må man jo i gemmerne og få læst nogle af de lidt ældre krimier der står rundt omkring. Eller man kan bruge de mange gratis tilbud der er rundt på nettet: Bibliotekerne har eReolen - det er både lydbøger og ebøger. Det eneste der kræves er tilmelding til biblioteket og de fleste biblioteker tilbyder tilmelding via nem-id. Streaming hos fx: Bootmate, Saxo eller Mofibo: De har ofte en gratis periode, nogle steder en måned andre er det 14 dage. Men det er da en start, og der er jo ingen som siger du ikke må hoppe til en anen gratis tjeneste når en udløber:-) Og så er der jo også levering af bøger på hjemadressen: Mange boghandlere rundt i landet tilbyder gratis levering hjemme hos dig. Og ellers er der steder på nettet som sælger bøger, nogle gange også med gratis levering. Marts : En historisk roman Denne måned skal vi fordybe os i historiske krimier. Alle tidsaldre er i spil. Lige fra romertiden til 1980'erne. Jeg har selv fundet et par forslag frem fra reolen med ikke-læse-krimier, som jeg tænker det nu er tiden at få taget hul på. Det er Ryan David Jahn "Gode naboer", Andrew Taylor "Færten af død" & "Den tavse dreng" og så en nyudgiven krimi af Jens Jørgen Hansen "Detektormanden". Vil du have flere forslag til historiske krimier, kan du kigge forbi en underside for flere forslag flere forslag Du kan også følge med på både Facebook og Instagram, hvor vi selvfølgelig bruger #lrlæser2020 Februar : En bog af en norsk forfatter. Der er mange gode norske krimiforfattere, så jeg er gået i hjemme biblioteket. Jeg fandt tre bøger af Karin Fossum jeg endnu ikke har læst. Så jeg tjekker lige op på rækkefølgen, for at få dem læst i rigtig rækkefølge. Og så dukkede nyeste krimi af Gunnar Staalesen også op. Den skal da også læses. Men der er jo også andre gode norske forfattere, du kan se et bredt udvalg på vores side om Geografisk indgang Januar: En bog du ikke fik læst i 2019. Denne måned åbnede jeg med at læse nyeste fra Joël Dicker "Stephanie Mailers forsvinden". Jeg var vild med de to første bøger fra forfatterens hånd, og jeg blev ikke skuffet med denne nummer tre. Hvor der i de to første bøger var sammenfald af personer, gælder det ikke for denne. Men det gør ingenting, det er igen en sindrig indviklet plot. Handlingen i øvrigt er godt drejet rundt så jeg som læser slugte side efter side i utålmodighed. For hvordan bliver denne krimigåde løst? |