Hvad nu hvis man kunne skabe en bedre verden ved barmhjertigt at fjerne hustrumishandlere, voldtægtsforbrydere og andre, ingen vil savne? Ville det ikke være en god gerning?

Vi befinder os igen i Nøjrup, som er kendt fra "et ved jeg som aldrig dør". En småby, der gennemløbes af vandløbet Usselbæk og serviceres af en kirke, en skole, et bibliotek, en slagter, en bager og en cykelsmed.

Præsten i Nøjrup er gift med bibliotekaren, der spiller kammermusik onsdag aften. Derfor har hun fred til at skrive sin prædiken den aften og er i en passende sindsstemning, da hun får besøg af et af sine sognebørn. Han er kommet til at opfinde en gift, der ikke kan smages, ikke kan spores og som giver sit offer en lykkerus, før det dør. Han kan ikke leve alene med denne viden og vil derfor dele den med præsten, som må være det ultimative moralske individ. Og derfor ender det med, at præsten har en flaske gift gemt mellem sine trusser. Hensigten og aftalen er, at da kun de to har giften og kun de to kender til den, kan de holde hinanden i ave og ikke lade sig friste til at bruge den.

Men folk i Nøjrup begynder at dø alligevel.