Da den gamle pauiter indianer er ude på sin morgenvandring, fornemmer hun at noget ondt har været på spil i en gammel ruin. Hun nærmer sig den forsigtigt og finder et bevidstløst døende hvidt barn.

Egentlig ville Bo Bradley helst kunne leve af at male, men da hun ikke kan det arbejder hun som socialarbejder i San Diego. Det er hun rigtig god til, for hun har en stor indfølingsevne og tager derfor for det meste de helt rigtige beslutninger. Men hvad hendes Chef ikke ved, er at grunden til at hun har så god en indfølingsevne er, at hun er manio-depressiv. Derfor skal hun egentlig helst ikke komme i situationer med for stort følelsesmæssigt og psykisk pres, især ikke når hun er på vej ind i en manisk fase. Men netop som hun mærker de første strejf af manien, bliver hun sat på en yderst vanskelig sag. Hvor et hvidt tilsyneladende evnesvagt barn er fundet bundet fast i en ruin, i et øde indianer område. Bo finder hurtigt ud af at drengen ikke er evnesvag men døv. Hendes afdøde søster var også døv og hun binder sig derfor ekstra meget til barnet. Da drengen bliver udsat for mordforsøg, gør hun derfor alt for at beskytte ham, også selvom det betyder at hun ikke kan få hjælp for sin mani, sådan som hun egentlig burde.

Den første roman om den maniodepressive Bo Bradley, der er et spændende og anderledes bekendtskab. Romanen er en blanding mellem en etnisk krimi (stor dele foregår imellem paiuter-indianere og der er brugt tid på at beskrive dele af deres kultur og levemåde) og en femikrimi, med Bo som retfærdighedens tjener, mod pengemagt og til en vis grad systemet (personifiseret i den regelrette chef).