Landevejsmorderen er tæt på at slå til igen. Callis er i hælene, men når han at fange morderen inden han slår til igen.

Australske kriminalromaner er ikke typen som jeg har læst flest af. Garry Disher er meget amerikansk i sin handling og skrivestil. Mine tanker går i retning af L.R. Wright, Faye Kellerman og Tony Hillerman, uden at Garry Disher skriver på samme måde.

En kvinde voldtages og myrdes på landevejen udenfor Waterloo. Vi kommer ind i historien ligesom en anden kvinde har motorstop på landevejen ved Waterloo. Hun ringer efter autohjælp og siger i telefonen at en bil stopper. Kort efter afbrydes telefonforbindelsen.

Politiet bliver indblandet i sagen, men ved telefonboksen findes kun kvindes bil. Politiet i Waterloo består af en gruppe mænd og kvinder som folk er flest. Altså både søde og dejlige, men også voldelige og folk der ikke er helt fine i kanten. Samtidig med at vi følger kriminalkommissær Callis opklaringsarbejde møder vi de ansatte på godt og ondt. Ellen, hvis mand er overvægtig betjent og som har lyst til en lille affære med en ung håndværker. Tank, der ikke kun ligner en tank, men som også har sine voldelige tendenser. Han forsøger desuden at bruge sin stilling til at få sex fra anholdte kvinder.

Et par unge fyrer brænder postkasser af og først da Callis får dem fanget og hører deres historie får han en ledetråd der til sidst fører til opklaringsarbejdet på landvejsmordene. Inden nu når så vidt må Ellen se sin datter kidnappet af morderen.

Som det forhåbentlig er fremgået af ovenstående er Landevejsmorderen er spændende og til tider nervepirrende roman om forholdet på en lille australsk politistation, hvor personer er mere end bare papfigurer. Personerne er levende beskrevet og deres indbyrdes drama er også meget spændende læsning.

Desværre har forlaget ikke været særlig heldig med krimiens forside. På mig virker den 80’er-agtig og ikke særlig indbydende med solen der forsvinder bag landevejsbutikken.