En dansk konsul og en flygtet dansk fange fra Guantanamo-basen på Cuba er brikker i et djævelsk, politisk spil.

Vor mand i Havana er den ene hovedperson i Den cubanske fælde. Han sælger ikke støvsugere, men skibsmaling. Hans titel en fin men indholdsløs: dansk honorær konsul, og hans navn er fint og dansk: Severin Bernhardt Ingemann Oxen. Han har et godt liv, synes han selv, behageligt, tilbagelænet, tilpas meget at lave, men ikke for meget, et smukt kolonialt palads i Havanas centrum er stillet ham til rådighed, elskerinde inkluderet, men hende må han dele med præsidenten. Jo, han står sig godt med de herskende magter, og det går ham godt. Han er dog lidt foruroliget, da hans regsnkabschef pludselig udskiftes med en meget velklædt og tjekket ung mand med golfkøller i bagagen.
Den anden hovedperson er Omar Abdul fra Ishøj. Via Hamburg, Pakistan og Afghanistan er han endt som fange på amerikanernes Guantanamo-base, hvorfra det på mirakuløs vis er lykkedes ham at flygte. Vi følger ham på hans vej gennem Cuba til Havana, undervejs hjælpes han af helt almindelige cubanere, og læseren får i flashbacks indblik i, hvordan han er landet i denne situation.
I bogens slutning mødes Omar Abdul og Oxen som brikker i et djævelsk politisk spil, som ingen af dem er herre over, og som ikke skal afsløres her. Den cubanske fælde er en spændende og velskrevet bog, Jan Stage yndede tydeligvis ikke det cubanske styre, men til gengæld elskede han landet og folket. Bogen fik mig til at tænke på Graham Greenes mesterværk, Vor mand i Havana, som jeg nu genlæser for Gud ved hvilken gang. De højder når Jan Stage alligevel ikke