I et tidligere sommerhusområde uden for Reykjavik finder nogle børn menneskeknogler, der ser ud til at have ligget i jorden siden krigens tid. Men hvad er historien bag de nedgravede knogler?

Der skrives ikke mange krimier i Island, men Indridason er et glimrende eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre. I Tavs som graven er vi igen i selskab med den ensomme Erlendur og den overlegne Sigurdur samt deres sympatiske kollega Elinborg. Erlendur står denne gang ikke bare med en mordsag på halsen, hans egen datter svæver mellem liv og død efter at hendes stofmisbrug har fremkaldt en alt for tidlig fødsel af det barn, hun ventede.

Tavs som graven er en fortælling om mishandling, hustruvold og ødelagte familier, og der er selvfølgelig en parallel mellem Erlendurs svigt af sine børn og den historie om sadistisk mishandling af en kvinde og hendes børn, vi sideløbende får fortalt.

Gennem afhøringer og gennemlæsning af stakkevis af gamle papirer finder Erlendur og hans kolleger langsomt frem til sandheden om de gemte knogler. Det er ikke efterforskningsarbejdet, der bærer romanen, og jeg synes ikke, den helt lever op til forgængeren Nordmosen. Men ikke desto mindre er det en meget spændende bog, både kan underholde og overraske.