Charlos spillegæld er vokset til uoverskuelige højder, hans datter har slået hånden af ham, men i Harriet Krohn har han fundet løsningen.

Charlo bryder ind hos den gamle dame, men det går ikke helt, som han har tænkt sig. Det var nemlig ikke med i planen, at han skulle slå hende ihjel. Alligevel går alt tilsyndeladende godt. Der er penge nok til, at han kan betale sin gæld, og ikke mindst til, at han kan lokke datteren tilbage med det, der er hendes højeste ønske og deres fælles passion: en hest.

Bogen er så fikst skrevet, at den garvede krimilæser allerede før mordet kan se, hvad Charlo kan knaldes på, som det da også sker. Her afslører jeg ikke for meget, for hele romanen er én lang rejse mod det uungåelige nulpunkt, at politiet finder frem til Charlo.

Fossum er som sædvanligt velskrivende, og en forfatter af hendes kaliber kan aldrig blive kedelig, men Mordet på Harriet Krohn er ikke helt på højde med hendes tidligere udgivelser. Både som spændingsroman og psykologisk fortælling er bogen simpelthen for lidt spændende. Forudsigeligheden er som sagt en del af romanens komposition, så det kan måske konkluderes, at det er romanens idé, der ikke helt holder vand?

Selv når Fossum har en dårlig dag, har hun format, og bogen byder bestemt ikke på en dårlig læseoplevelse. Men har du ikke læst Fossum før, så start med én af de andre romaner, hvor hun for alvor folder talenterne ud.