Et ægtepar myrdes i deres hjem og snart efter myrdes en kvinde som også hedder Veronika. Men er det forbindelsen mellem de afdøde eller skal Ann Lindell og kollegerne lede i en helt anden retning?

Det myrdede ægtepar var i det store hele vellidt på deres arbejdspladser og i kvarteret hvor de boede. Morderen har heller ikke efterladt noget spor, for selvom han under flugten overfaldt og stjal en mands bil er den også forsvundet. Den har han senere dumpet i en tilfrosset sø.

Det giver samtidig romanen sin anden side, som er morderens. Vi følger morderen og hører om hans motiv for mordet. Det er ren vendetta mod de sociale myndigheder som han mener svigtede ham og hans lille familie. Samtidig bliver beskrivelsen af morderen og hans psyke lidt klicheagtig, lidt for meget løftede pegefingre mod systemet.

Ann Lindell har også et privatliv som vi får småstykker af mellem den meget realistiske opklaring. Hun er kærester med Edvard som bog i skærgården og som hun lærte at kende i bind 1 af serien.
Han er landarbejder og har også sin fortid at slås med. Et forlist ægteskab, et par racistiske sønner og en knækket fagforeningskarriere.
Og det er netop Edvard som siger sætningen som samtidig er bogens titel. Her referer han til en gammel runeskrift som fortæller om en fars smerte over en søns død. I denne sammenhæng er det også Edvards smerte over sit liv.

Forlaget har valgt at springe bind 1 over i denne nye svenske serie, hvilket giver nogle løse ender som er ærgerlige at miste. Romanen kan dog sagtens læses selvstændigt og ellers kan man jo læse den svenske udgave. Ellers er det et udmærket bud på en ny svensk samfundskritisk krimi, hvor forfatteren løfter sin revsende finger højt. Nogle gange lidt for højt, så persontegningen kan virke lidt klicheagtig.
Man kan se frem til bind 3 i serien som skulle udkomme efter nytår 2006.