En ung mand findes myrdet i sine forældres sommerhus. Ikke langt derfra møder der Irene Huss og hendes kolleger et frygteligt syn, da de finder mandens forældre - skudt.

I begge huse findes et spor, der peger i retning af, at morderne kan være satanister. Den ældre mand var præst og ledte med lys og lygte efter de satanister, der tidligere har forsøgt at brænde hans kirke af.

I det lille kirkelige samfund trives sladderen, men alligevel er det svært at komme frem til et motiv til det tredobbelte drab. Ligesom i den foregående roman må Irene Huss en tur til udlandet, denne gang England.

Helene Tursten kan kunsten at skrue et plot sammen, men desværre skriver hun ikke specielt godt. Hendes bøger kunne i den grad trænge til en skrap redaktør, der kunne luge ud i de endeløse tirader om familiens måltider, hunden Sammies foretrukne spise-, sove- og tissevaner og andre ligegyldigheder, der kun tjener til at irritere læseren ud over alle rimelige grænser. Desværre, for som sagt er der ikke noget galt med romanens plot og historie som sådan, og man er da for så vidt glimrende underholdt, hvis man formår at abstrahere fra al plidderpladder.