![]() Krimisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Fjerne minder af Robert Goddard. - , 1998 (dansk udgivelsesår) Genrer: Hvem er morderen?/puslespilskrimi, I gamle dage/Historisk krimi, Lillebyen/Engelsk miljø, Modige mænd Denne bog foregår i: England Til sin nieces bryllup møder Chris Napier sin barndomsven, Nicky Lanyon. Mødet er et chok for Chris og hans familie, og det bliver ikke bedre af, at Nicky dagen efter findes hængt. ![]() Omslag af: Peter Stoltze Nicky har begået selvmord på familien Napiers landejendom. For år tilbage var selvsamme ejendom Nickys barndomshjem, ejet af Chris’ farmors bror, der betragtede familien Lanyon som sine nærmeste. Men da den ældre herre bliver myrdet, og Nickys far dømmes for mordet, vender det op og ned på livet for de to uadskillelige venner, Nicky og Chris. Nickys selvmord får Chris til at kigge nærmere på den gamle sag, og det viser sig at farens fængsling og senere henrettelse ikke er den eneste tragedie, der har ramt familien Lanyon. Nickys lillesøster forsvandt sporløst, da hun var teenager, og alle regner med, at hun blev myrdet af en seriemorder, der huserede på egnen. Imidlertid bliver Chris opsøgt af en ung kvinde, der hævder at være den forsvundne søster, og samtidig sker der uhyggelige ting for familien Napier. Chris’ forretning brændes ned, og hans søsters ægteskab ødelægges af håndfaste beviser på, at ægtemanden har været hende utro med en prostitueret. Efterhånden som Chris når længere ned i den gamle mordsag, beynder han at tvivle mere og mere på dommen fra dengang. Er hans egen familie skyldige i andet og mere end at glæde sig over at arve formuen? Robert Goddard er en glimrende fortæller, der især er god til at kæde fortidens uhyggelige hændelser sammen med nutidens. Helt eminent er - og det gælder i de fleste af hans bøger - hans evne til at beskrive bipersonerne, så de får deres eget liv. Fjerne minder er ikke hans bedste bog, men den er underholdende og absolut læseværdig. Af Nanna Knudsen (13.01.2006) Andre bogomtaler af Nanna |
