Cubanske tropenætter, håndrullede cigarer og transvestitter er nogle af ingredienserne i en krimi om en kriminalkommissær med en forfatter i maven.

Cubansk krimi er ikke noget, vi ser meget til på vore breddegrader, og bl.a. derfor er Leonardo Padura et yderst interessant bekendtskab. ”Maskespil i Havana” er en del af Paduras romancyklus, ’Havana-kvartetten’, med kriminalkommissær Mario Conde som gennemgående figur.



Conde ligner sine engelsk/skotske kolleger Morse og Rebus, forstået på den måde, at han drikker for meget, har rod i kærlighedslivet, og i romanens start er han sat til andet arbejde, mens en intern udredning pågår. Men da Alexis Arayán med den indflydelsesrige far findes kvalt iført kvindetøj og med to peso-stykker stukket op i endetarmen, tilkaldes han.

Mario Conde er et rigtigt mandfolk, heteroseksuel macho-stalinist kaldes han af en af de implicerede, men for at løse gåden om mordet på den unge mand, der godt nok var bøsse, men ikke transvestit, må han kaste sig ud i Havanas bøsse-og transvestitmiljø. Hvilket ikke huer ham, især ikke da han flere gange er nødt til at besøge en i Condes øjne meget gammel, slimet og bøsset teaterinstruktør, der havde givet Alexis husly.

Besøgene hos Alberto Marqués (markis’en) bærer dog frugt på mange måder. På det personlige plan vækkes Condes skrinlagte forfatterambitioner til live, og på det professionelle plan finder han nøglen til gådens løsning, bl.a. kaster en gammel historie fra Paris lys over nutiden.

”Maskespil i Havana”, er som titlen antyder, en krimi om forstillelse, om at bære masker. Det er ikke blot skuespillerne i Alberto Marqués’ bortcensurerede skuespil, der bærer masker, men mange andre er afhængige af at skjule deres sande jeg. Det er også en cubansk roman, den emmer af tropenat, cubanske cigarer (en cigar spiller en afgørende rolle i opklaringen), uigennemskuelige politiske beslutninger og Condes blik for en smuk kvinde, der dog generes en smule af hans nye indsigt i, hvad der kan gemme sig bag en forførende kjole og en vuggende gang.

Bogen er også en gennemsyret litterær roman. Allerede i forordet henvises til en række mere eller mindre kendte forfattere, inkl. ham selv, men også i teksten refereres der til bl.a. Jean Paul Sartre, Dashiell Hammett og Julio Cortázar for at nævne de kendte – eller i al fald dem, man kan slå op i et leksikon. Men hvad med Virgilio Piñera, der spiller en stor rolle i bogen? Eller Elisio Diego og Severo Sarduy? Jeg har undersøgt det, og de er ikke figmenter af forfatterens fantasi. Jeg håber, forlaget vil forsyne kommende titler om Mario Conde med et appendix, der kort forklarer, hvem de i bogen omtalte forfattere er.

Men under alle omstændigheder venter der læseren en oplevelse ud over de sædvanlige, og jeg glæder mig til at læse mere om den litterære detektiv.

Oversat af Peer Sibast.